FBI advarer nu imod voldelige demonstrationer i forbindelse med indsættelsen af demokraten Joe Biden som ny præsident i USA.
Der er 8 dage til, at Joe Biden bliver indsat som USA’s 46. præsident. Og det er både den formelle indsættelse og tiden inden, som kan gå hen og blive voldelig.
Det fortæller Anne Alling, der er journalist og vært på Radio4-programmet “Amerikanske Stemmer”.
“Primært taler vi lige nu om to datoer. Først og fremmest indsættelsen for Biden, hvor der er stor nervøsitet for, hvad der vil komme til at ske. Men inden da rumsterer det nu på mange forskellige sociale medie-platforme, at der er ved at blive arrangeret en række protester imod regeringsbygninger i delstater landet over på søndag,” fortæller Anne Alling til Radio4 Morgen.
Hundredevis af demonstranter har indtil videre meldt sig til protesterne. Flere opfordrer samtidig hinanden til at tage baseballbat, skudsikre veste og rifler med.
FBI’s advarsel kommer, efter at demonstranter stormere kongresbygningen i sidste uge, da Joe Biden officielt skulle udpeges som præsident.
“På sociale medier siger demonstranterne, at hvis de kan storme kongressen én gang, kan de gøre det igen,” siger Anne Alling.
Derfor er man allerede i gang med at forsøge at undgå en lignende situation, når Joe Biden skal indsættes som præsident den 20. januar. Det er dog stadig meget uvist, hvordan det kommer til at forløbe, siger Anne Alling:
“Det, der er sikkert, er, at der foregår en helt anden forberedelse nu. Selvfølgelig er der altid enorme sikkerhedsforanstaltninger, men der bliver skruet endnu højere op for sikkerheden den her gang.”
Hør journalist Anne Alling fortælle om udviklingen i USA i Radio4 Morgen her:
Foto: Joseph Prezioso/AFP/Ritzau Scanpix