En 25-årig mands familie bekræfter nu, at han er omkommet i Ukraine.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en mail til Radio4.
Ifølge ministeriet så har familien identificeret manden og betragter ham som død.
“Udenrigsministeriet har været i dialog med familien til den omtalte danske mand, der skulle være omkommet i Ukraine.
Familien har på baggrund af de foreliggende oplysninger identificeret den pågældende, som de dermed betragter som omkommet,” skriver ministeriet i mailen.
Du kan høre nyheden her:
Meldinger om at mand var dræbt
Flere medier har de seneste dage bragt historier om, at en dansker skulle være omkommet i Ukraine.
I går oplyste den ukrainske ambassade i Danmark så til Jyllands-Posten, at den var blevet kontaktet af familien til en dansk mand, som var meldt dræbt i krigen i Ukraine.
Familien ønskede hjælp til at få fragtet hans lig til Danmark.
Ifølge avisen skulle manden være rejst til Ukraine, efter at han i marts menes at have registreret sig hos Ukraines ambassade i Danmark for at blive optaget i Ukraines hær som international frivillig.
Det er uklart, hvor og i hvilken sammenhæng manden har mistet sit liv.
Ifølge TV 2’s oplysninger så skete det dog i kamp mod russiske soldater i byen Mykolajiv i det sydlige Ukraine.
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix