Fagforeninger raser over statsministerens kritik af ”Skrivebordsdanmark”

De tre statsministerkandidater, formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen, formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen og formand for De Konservative Søren Pape Poulsen debatterer på DR 1 i DR Koncerthuset søndag den 16. oktober 2022.

Skrevet af

17. oktober 2022

jag@radio4.dk

jag@radio4.dk

Det er ”nedladende” og ”polariserende”, når Mette Frederiksen siger, at det er sværere at være politimand eller soldat end at arbejde bag et skrivebord, mener fagforeningerne DJØF og DM. Socialdemokratiet nægter at svare på kritikken.

”Det er langt sværere at være soldat og politimand, end det er at sidde bag et skrivebord. Og det skal alle, der sidder bag et skrivebord altid huske,” siger statsminister Mette Frederiksen i Radio4-programmet ’Det Sidste Måltid’.

Den udtalelse er faldet Camilla Gregersen, formand for DM, som er fagforening for flere end 60.000 akademikere, for brystet.

”Man kan ikke sige, at det altid er hårdere. Soldater kan komme i særligt heftige situationer, men vi kan også se kæmpestore stressproblemer blandt dem, der arbejder bag et skrivebord. Det kan man jo godt anerkende i stedet for at tale de faggrupper ned. Vi har simpelthen ikke brug for, at der bliver talt nedladende om nogen, og vi skal passe på, at vi ikke får gjort hinanden til modsætninger. Vi er hinandens forudsætninger, og der er nødt til at være en respekt omkring alle faggrupper og alle jobfunktioner. Det er faktisk nødvendigt, at nogen sidder bag et skrivebord,” siger Camilla Gregersen.

Hør Camilla Gregersen, formand for DM, uddybe sin kritik af statsminister Mette Frederiksen:

Mette Frederiksens udtalelse faldt, da hun forklarede, at hendes ”lev med det”-kommentar på et pressemøde i november 2021 var et forsvar for den hårde tone, hendes embedsmænd havde under håndteringen af coronakrisen.

”Der er meget stor forskel på teori og virkelighed. Jeg er bekymret for, at Skrivebordsdanmark på en eller anden måde lykkedes med at mistænkeliggøre det, der kan ske i virkelighedens verden. Altså, hvis politiet står i en voldsom anholdelse, tror du så, de altid taler pænt? Nej, selvfølgelig gør de ikke det,” sagde statsminister Mette Frederiksen.

Sara Vergo, formand for fagforeningen DJØF, som repræsenterer flere end 100.000 akademikere og studerende, mener, at der er en tendens til, at politikerne generelt taler administrative medarbejdere ned i forhold til dem, der står i felten. Det er ifølge formanden et ”kæmpe problem”.

”Begrebet ”Skrivebordsdanmark” er ikke klogt at bruge. Det er polariserende. Man skal passe på med at bruge ordet ”skrivebord” som noget nedsættende. Helt generelt synes jeg, at det er en rigtig, rigtig ærgerlig retorik at bruge, at skrivebordsarbejde er mindre vigtigt end politiarbejde. Det er helt fair at sige, at der kan være en hård tone, eller at man har forskellige forudsætninger for at løse sine opgaver. Jeg synes bare ikke, at man skal skyde skylden på dem, der sidder bag et skrivebord. Vi skal have respekt for de forskellige fagligheder og ikke fremelske en konflikt, som ikke bør være der,” siger Sara Vergo, formand for DJØF.

Socialdemokratiets pressetjeneste oplyser til Radio4, at Mette Frederiksen ”ikke har mulighed for” at svare på kritikken, og der er heller ikke andre fra partiet, der kan stille op.

Lyt til hele interviewet med Mette Frederiksen i portrætprogrammet ‘Det Sidste Måltid’:

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

AFTENRADIO

16:05
19:00