Der er uenigheder i Dansk Folkeparti, efter at den tidligere formand Kristian Thulesen Dahl meldte fra til valgfesten onsdag aften.
Tidligere næstformand i DF Søren Espersen langer nemlig ud efter partiets formand Morten Messerschmidt og partistifter Pia Kjærsgaard.
Det sker, efter de begge kaldte det mærkeligt, at Kristian Thulesen Dahl udeblev fra partiets valgfest i forbindelse med folkeafstemningen om det danske EU-forsvarsforbehold.
Og det er ikke i orden, mener Søren Espersen.
”Man må selv om, om man kommer til en fest eller julefest eller hvad det nu er, man melder afbud til. Det bestemmer man altså selv. I Dansk Folkeparti har vi kun mødepligt til gruppemøderne,” siger Søren Espersen til Radio4.
Hør hele interviewet med Søren Espersen i Radio4 Morgen her:
DF’s pressechef, Erik Bjørn Møller, har til Ekstra Bladet oplyst, at Thulesen Dahl oprindeligt var tilmeldt partiets fest, men at han onsdag meldte fra.
Og spørger man Søren Espersen, er der intet drama i Thulesens afbud.
”Det er bimlende ligegyldigt, om han (Kristian Thulesen Dahl, red.) er på Christiansborg eller ej, medmindre der er truffet aftaler med pressefolk,” siger Espersen til Radio4 og fortsætter:
”Der er ikke drama i det set fra mit synspunkt. Først nu hvor Messerschmidt og Kjærsgaard er fremme, går der drama i det.”
Radio4 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix