Ellemann: Naturligt at følge op på mulighed for regering

Jacob Ellemann-Jensen (V) taler til forsamlingen i forbindelse med, at Landbrug og Fødevarer holder delegeretmøde 2021 i Herning Kongrescenter, onsdag den 10. november 2021. Temaet for årets delegeretmøde er: Fremtidens landbrug og næste generation.. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

19. november 2022

Venstre er parat til at afsøge muligheden for en bred regering med Mette Frederiksen (S) i spidsen.

Efter i valgkampen fuldstændig at have afvist en bred regering med røde og blå er budskabet fra formand Jakob Ellemann-Jensen, at dansk politik er forandret. Der er nu tre blokke, og Venstre skal søge indflydelse.

V-formanden har noteret sig, siger han i sin tale på Venstres landsmøde i Herning, at Socialdemokratiet i valgkampen pludselig lagde op til at “føre en helt ny politisk kurs”.

– Derfor er det naturligt at følge op på mulighederne for et samarbejde. Uanset om det bliver med Venstre i regering eller i opposition, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Formanden henviser til Socialdemokratiets udspil med skattelettelser i bunden, om frit valg og om reformer af den offentlige sektor.

Alt sammen interessante temaer for en venstremand, som Ellemann konstaterer.

Regnestykket for Jakob Ellemann-Jensen er klart

Blå blok er samlet gået tilbage, og der er en splittelse, hvor nogle partier ikke vil samarbejde med hverken Moderaterne eller De Radikale, der gør, at blå blok ikke er i “nærheden af et alternativt flertal til Mette Frederiksen som statsminister”.

– Så længe der er et markant rødt og lilla flertal i Danmark bestående af venstrefløjen og Moderaterne, så skal Venstre orientere sig mod de partier, som ønsker at påvirke udviklingen af Danmark.

Om det så ender med en rød-blå regering, det afhænger af Socialdemokratiets vilje til at komme Venstre i møde, lyder det fra V-formanden.

– Om det flertal kan gøres til virkelighed afhænger i sidste ende af, hvordan Socialdemokratiet vælger at stille sig i forhold til de udfordringer, som Danmark står overfor. Om de for alvor er klar til at tage skridtet mod Venstre og de andre borgerlige partier, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Blå blok splittet

Venstre gik til valg på at få en borgerlig-liberal regering, og partiet afviste helt, at det kunne komme på tale at gå i regering med partier i den røde blok.

Men virkeligheden efter valget er en anden, konstaterer V-formanden, som også evaluerer samarbejdet med de blå partier – og giver det bundkarakterer.

– Vi har brugt alt for meget tid på at bekrige hinanden i den blå blok i stedet for at samarbejde. Ikke kun i den forgangne valgperiode, men i de seneste mange år, siger Jakob Ellemann-Jensen.

– I stedet for at få den borgerlige kage til at vokse, har vi været for optaget af at spise hinandens stykker.

Afspiller nu

KRIMILAND

16:05
17:00