Eksperter efterlyser bedre seksualundervisning: LGBT-unge er i klemme

Halsnæs Kommune tilbyder som den første i landet gratis prævention af enhver art til alle unge for at mindske antallet af unge mødre. På produktionsskolen i Frederiksværk er der oplæg for eleverne om sex og tilbudet om gratis prævention, f.eks. kondomer.

Skrevet af

10. februar 2021

På trods af, at seksualitet fylder rigtig meget i en ungdom, så er seksualundervisningen i folkeskolen meget underprioriteret.

Sådan lyder kritikken fra flere eksperter efter en ny rapport fra LGBT+ Ungdom viser, at især elever, der er homoseksuelle, transpersoner eller andet indenfor LGBT-miljøet, mistrives i folkeskolen.

En af dem er Christian Graugaard, der er professor i sexologi ved Aalborg Universitet:

“Helt generelt bliver danske unge præsenteret for en seksualundervisning, der ikke er optimal. Men i den danske ungegruppe er der en mindre gruppe med en LGBT-baggrund, som er endnu mere i klemme, og som får en endnu dårligere undervisning, fordi den seksualundervisning, der typisk bliver givet, ikke i særligt højt omfang adresserer seksuel og kønslig mangfoldighed,” siger Christian Graugaard til Radio4 Morgen.

Den nye undersøgelse er udgivet af LGBT+ Ungdom, og den danner et billede af mistrivsel blandt LGBT+-personer i folkeskolen. Mange oplever at blive kaldt homofobiske og transfobiske skældsord i skolen, som f.eks. ”bøsse”, ”lebbe”, ”homo”, ”tranny” eller ”gay”. I undersøgelsen fortæller flere unge også, at de oplever ensomhed, diskrimination, mobning og har selvmordstanker, spiseforstyrrelser eller gør selvskade.

De oplevelser har store konsekvenser for eleverne, siger Cecilie Nørgaard, der er uddannelses- og kønssociolog og indehaver af firmaet Mangfold, der laver undervisningsmateriale for undervisningsministeriet.

“Rigtig mange LGBT+-unge oplever at blive udsat for mobning og diskrimination og dårlig behandling på alle mulige måder. Det er det, som undersøgelsen viser, og som vi må se at få gjort noget ved,” siger hun til Radio4 Morgen.

Ekspert efterlyser mere faglighed

I dag er seksualundervisningen i folkeskolen timeløs. Det vil sige, at der ikke er fastsat et minimum antal undervisningstimer.

Eleverne kan heller ikke være sikre på, at den lærer som underviser i det, er uddannet til det. På læreruddannelsen er seksualundervisning nemlig kun et valgfag, som omkring 20 af de lærerstuderende har.

Det skal laves om, mener Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet.

“Vi er nødt til at insistere på, at vi på læreruddannelserne får en mere kvalificeret og tidssvarende undervisning. Det er trist, at vi tror, at enhver med kønsbehåring kan gå direkte ind i en klasse og undervise i seksualundervisningen. Der hører selvfølgelig en faglighed til.”

Jens Joel, der er børne- og undervisningsordfører for regeringspartiet Socialdemokratiet, siger, at regeringen har fokus på problemet:

“Med sidste finanslov lægger vi op til en styrket seksualundervisning de næste år. Det er på flere niveauer. Det handler om at udvikle og opkvalificere, for der er for mange lærere og undervisere, der er for dårligt klædt på. Men det handler også om at sikre nogle faste rammer omkring seksualundervisningen,” siger Jens Joel til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med professor i sexologi ved Aalborg Universitet, Christian Graugaard og kønssociolog Cecilie Nørgaard her:

Her kan du høre Michael Wittrock fortælle om sine oplevelser med at blive udskammet, da han fortalte sine klassekamerater om at han var homoseksuel i 7. klasse:

Lyt til interviewet med børne- og undervisningsordfører for Socialdemokratiet, Jens Joel, her:

Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

Tar jeg fejl?

10:05
12:00