Ekspert undsiger viral ulvehistorie: - Det er klart en kat

Skrevet af

14. april 2025

Stig Dahlgren Atzen

stdat@radio4.dk

JydskeVestkysten bragte i lørdags en viral historie om to drenge, der klatrede op i et træ for at slippe væk fra en ulv. Men ifølge en ulveekspert var det slet ikke en ulv.

Det var slet ikke en ulv, som to drenge ifølge JydskeVestkysten gemte sig for i halvanden time, efter de fik fri fra skole torsdag i sidste uge.

Det siger Kent Olsen, videnskabelig chef hos Naturhistorisk Museum og ulveekspert til Eftermiddag på RADIO IIII, efter han har set den video af ’ulven’, som drengene har optaget, mens de gemte i træet

- Optagelsen viser klart, det er en kat. En ulv er det ikke. Jeg kan ikke udelukke, at der har været et andet dyr til stede, og de har filmet katten i stedet for ulven. Men optagelsen viser utvetydigt, at der er tale om en kat og ikke en ulv, siger han.

- Det er ikke en lille kat, men en kat, det er det, fastslår han og henviser til, at drengenes beskrivelse af dyrets opførsel også med sikkerhed understreger, at det er en kat.

Historien om drengene, der gemte sig for ulven, er blevet taget op af folketingsmedlemmet Anders Kronborg fra Socialdemokratiet, der er onkel til den ene af drengene fra JydskeVestkystens artikel.

- Ulven er simpelthen kommet alt, alt for tæt på, skriver han blandt andet på Facebook.

Også Dansk Folkeparti har henvist til artiklen på det sociale medie X.

- Hvornår slår Christiansborg øjnene op?!, skriver Dansk Folkeparti på X.

RADIO IIII har rakt ud til ansvarshavende chefredaktør Peter Orry, som henviser til JydskeVestkystens chefredaktør, Mette Cramon. 

Hun er på påskeferie og henviser til avisens redaktionschef Louise Lauritzen, som på nuværende tidspunkt ikke har en kommentar til kritikken. 

JydskeVestkysten har klokken 13.30 i dag rettet artiklen fra i lørdags til med udsagn om, at flere eksperter så tvivl om, at der er tale om en ulv.

Afspiller nu

Morgen

06:05
10:00