Et banner med et nazi-symbol blev vist blandt de danske fans, da fodboldlandsholdet i tirsdags spillede i Skotland. Ifølge DBU er det fuldstændig ”uacceptabelt”.
Da Danmarks herrelandshold i fodbold i tirsdags tabte VM-kvalifikationskampen mod Skotland på Hampden Park i Glasgow, var det ikke kun rød-hvide faner, der prægede det danske afsnit.
Det gjorde et enkelt banner prydet med blandt andet et hvidt dødningehoved, som til forveksling ligner et af nazitidens mest berygtede symboler også. Nemlig SS-gruppens ”Totenkopf”.
Banneret blev foreviget på et billede, som man siden hen har kunnet se florere på de sociale medier. På billedet kan man se, at det er en gruppe sortklædte personer, der står med banneret, som foruden dødningehovedet også afbilleder et maskingevær samt teksten: ”Defend Europe”.
Ifølge Claus Bundgård Christensen, der er historiker ved Roskilde Universitet med speciale i højreekstremisme, så er der ingen tvivl om, at det er tale om et ”Totenkopf” og at banneret er højreekstremt. Det fortæller han til Radio IIII:
”Det er en af de mest potente og berygtede nazistiske symboler. Det er symbolet for SS-organisationen. Den tyske, nazistiske organisation, der er i 30'erne og under Anden Verdenskrig foranstaltede Holocaust. Dødningehovedet er ét af to kendetegn for SS, og det bar de blandt andet på deres kasketter."
Han er overrasket over, at det kan ses på en dansk tribune under en landskamp.
"Jeg kan ikke tolke det som andet, end at det er en gruppe højreekstremister på billedet. Om de definerer sig som nazister, ved jeg ikke, men det er et flag med et klart højreekstremistisk udtryk".
DBU har også reageret på billedet. I et svar til Radio IIII skriver de:
”Fra DBU’s side finder vi banneret og dets budskab fuldstændig uacceptabelt. Det er absolut ikke foreneligt med de danske fans og det, dansk fodbold står for. Vi havde cirka 2.500 danske fans på Hampden Park, der gav en flot opbakning til Herrelandsholdet. Vi anser ikke dem på billedet som en del af de danske fans,” lyder det i et skriftligt svar fra DBUs administrende direktør Erik Brøgger Rasmussen.
Ifølge DBU er det hjemmeholdet – altså Skotland – der står for visiteringen. Hverken Skotland eller Danmark havde godkendt det pågældende banner, der blev fjernet, da DBU gjorde sikkerhedsfolkene på stadion opmærksomme på det.
Nu vil DBU finde de personer, der smuglede banneret med ind.
”Vi forsøger nu at identificere de pågældende personer. Lykkes vi med det, vil vi derefter kigge på sanktionsmulighederne. Vi har mulighed for at sanktionere personer for overtrædelser af stadionreglementet på både ude- og hjemmebane.”
Selvom banneret indeholder nazi-symboler, så er det der intet ulovligt ved det. Det vurderer juraprofessor ved Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, overfor Radio IIII.
”Efter min vurdering er visning af banneret ikke i strid med nogen lovregler,” skriver han i et skriftligt svar, som fortsætter:
”Efter politibekendtgørelsens §9 kan ombæring af plakater være uretmæssig, men det kræver, at plakaterne eller opførslen er egnet til at forstyrre den offentlig orden. Det mener jeg ikke er tilfældet her.”
Han forklarer dog, at der kan være lokale regler på stadion.
