Ekspert: Knud Foldschack balancerer på kanten af god advokatskik

Skrevet af

25. september 2024

Simon Kvist Sandemand

sks@radio4.dk

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Knud Foldschacks bebudede sagsanlæg mod Mikkel Bjørn kan være brud på god advokatskik, hvis det blot ender som en tom trussel, vurderer ekspert.

Det kan være på kant med god advokatskik, hvis advokat Knud Foldschack ikke sagsøger Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn, som advokaten har bebudet, at han ville gøre.

Det siger Lars Økjær Jørgensen, som rådgiver blandt andet advokatfirmaer om de advokatetiske regler, til Morgen på RADIO IIII.

- Advokater kan ikke svinge om sig med tomme trusler. Det er at balancere på kanten af god advokatskik, siger han.

Udtalelsen kommer, efter at Knud Foldschack i en debat på P1 sagde, at Mikkel Bjørn ville modtage et sagsanlæg, hvis ikke han erkendte, at en dreng, som er blevet hentet hjem fra en syrisk flygtningelejr sammen med sin mor, var ”dansk i alle ordets konkrete betydninger”. Det nægtede Mikkel Bjørn.

Men hverken Mikkel Bjørn eller Dansk Folkeparti har modtaget noget sagsanlæg endnu, og derfor har de valgt at indgive en klage til Advokatnævnet.

Lars Økjær Jørgensen vurderer, at det kan være alvorligt for befolkningens syn på advokatbranchen som helhed, hvis advokater ikke gennemfører det, som de siger, at de vil. 

- Det er vigtigt i et retssamfund, at man har tillid til advokater. Og hvis advokater generelt truer med noget, som de ikke gennemfører, så holder befolkningen op med at stole på dem. Set oppe fra helikopteren, så er det her noget, der kan være alvorligt i den store sammenhæng, siger han.

Hvis Knud Foldschack ender med at indgive et sagsanlæg mod Mikkel Bjørn, så skal Advokatnævnet også tage den med i nævnets overvejelser.

- Nævnet kan gå ind og vurdere, om det her e ret passende skridt, eller om sagsanlægget er et passende skridt, eller om sagsanlægget er en chikanøs handling, siger Lars Økjær Jørgensen.

Knud Foldschack er ikke vendt tilbage på RADIO IIII’s henvendelser.

Afspiller nu

Morgen

06:05
10:00