Efter løftebrud: Liberal Alliance er ude af regeringsforhandlinger

Liberal Alliances Alex Vanopslagh efter regeringsforhandlinger i Statsministeriet mandag den 21. november 2022.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

12. december 2022

kav@radio4.dk

kav@radio4.dk

Venstre og Moderaterne vil ikke forlange en advokatvurdering i minksagen, og derfor vil Liberal Alliance ikke længere være en del af regeringsforhandlingerne. 

Liberal Alliance har ikke været til møder siden de første dage efter folketingsvalget, men har formelt set stadig været en del af regeringsforhandlingerne.

Men meldingerne om, at en advokatvurdering af det retslige ansvar i minksagen ikke længere er en del af regeringsforhandlingerne, får Liberal Alliance til officielt at forlade forhandlingerne.

“Vi kan ikke stå model til det, og vi kommer ikke til at udgøre et parlamentarisk grundlag for den her regering, så vi er ude af forhandlingerne”, siger Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance til Radio4 Morgen.

Det er nemlig ikke hvad som helst, man løber fra, men noget vigtigt og principielt, mener han.

“Alle partier – endda også Lars Løkke – gik til valg på, at man skulle have sat en stopper for den grænseoverskridende brug af den politiske magt, og at man skulle have  en advokatvurdering af minksagen. Og i det sekund man så får tilbudt nogle ministerbiler og bliver tilbudt at være en del af regeringen, så løber man fra de her løfter, som er principielt vigtige og for mig at se handler om, hvordan man passer godt på vores folkestyre. Og det er dér, jeg synes det bliver særligt ulækkert for at sige det lige ud”, siger han.

Hør interviewet med Alex Vanopslag, formand for Liberal Alliance, her: 

I kølvandet på Venstre og Moderaternes beslutning om fjerne kravet om en advokatvurdering er Liberal Alliances position som oppositionsparti til en kommende regering faldet på plads.

“Vi bliver et konstruktivt oppositionsparti”, siger han.

Allerede før weekenden slog Liberal Alliance fast, at de ikke kunne støtte en regering, der ikke ønsker en advokatvurdering af minksagen og kommissionsundersøgelse af FE-sagen.

“Men hvis man ender med både at begrave minksagen og delvist begrave FE-sagen, så kan det godt være vi ikke bliver en særlig konstruktiv opposition, for det vil jeg synes var en demokratisk fadæse”, siger han.

Regeringsforhandlingerne er fortsat i gang.

Afspiller nu

Eftermiddag

15:05
18:00