Holdsport.dk oplyser til RADIO IIII, at de har slettet foreningen.
Lige godt et døgn gik der, før der blev lukket for optagelse i Stram Kurs-stifter Rasmus Paludans nye forening ’Nordens Vogtere’.
På hjemmesiden Holdsport.dk kunne man indtil for nyligt melde sig ind i foreningen som ’aspirant’, men efter henvendelse fra RADIO IIII, er foreningen blevet fjernet fra hjemmesiden.
’Vi sletter ham’, lyder det kortfattet fra ejeren af Holdsport.dk, Frank Bjergø, i en mail til RADIO IIII. Det har ikke været muligt at få oplyst, om sletningen skyldes et brud på Holdsport.dk’s regler.
På sociale medier lancerede Rasmus Paludan mandag ’Nordens Vogtere’, som ifølge ham er en ’broderorden for nordiske mænd’.
Foreningen har til formål at ’forbedre medlemmernes vilje og evne til at forsvare sig selv’ mod en fjende, som ikke defineres nærmere.
Over for RADIO IIII uddyber Rasmus Paludan, at medlemmerne skal lære at forsvare sig både fysisk og psykisk.
- Det handler blandt andet om, psykologisk set at indstille sig på, at det at benytte vold kan være en god ting, hvis det er inden for loves rammer. Og så selvfølgelig træne, hvordan man skal gøre det, siger han til RADIO IIII.
Præcis hvordan det skal foregå, vil Paludan dog ikke svare på:
- Vi har ikke nogen kommentarer til, hvad der foregår i detaljer i vores orden, siger han og oplyser, at medlemmer er underlagt en tavshedsklausul.