Efter influencer-shitstorm: Næstformand 'åben' for regelændring

Skrevet af

25. april 2025

Andreas Wentoft

anwen@radio4.dk

Peter Marstal

petma@radio4.dk

Efter en shitstorm mellem en influencer og Molslinjen fortæller næstformanden i Dansk Journalistforbund, at man er 'åben' for at ændre på de etiske retningslinjer i Influentnævnet.

Da influenceren Christina Sander delte kritiske videoer om Molslinjen til sine 143.000 følgere, undrede flere sig over, at hun ikke havde kontaktet Molslinjen først.

Specielt fordi Christina Sander er en af de omkring 100 influencere, der har tilsluttet sig det spritnye influentnævn. Nævnet er oprettet i samarbejde med Dansk Journalistforbund og fungerer i grove træk på samme måde som pressenævnet.

Det er frivilligt at tilslutte sig ordningen, hvor man skriver under på, at man vil overholde 18 etiske retningslinjer. Her lyder en af retningslinjerne, at en kritiseret part skal have mulighed for genmæle. Det er nemlig 'vigtigt at få belyst begge sider af en sag,' som der står på nævnets hjemmeside.

Når man er en del af ordningen, får man et mærkat, man kan bruge på sine profiler, for at signalere, at man tager ansvar for indholdet.

Her kunne den skarpsindige læser måske forestille sig, at man skulle kontakte en kritiseret part, inden man udgav sin kritik - måske endda også, at den kritiserede part har ret til at få bragt sit genmæle i opslaget.

Men sådan forholder det sig ikke. I den etiske retningslinje for influenter bliver det udpenslet, at det eneste, man skal gøre, er at holde sit kommentarfelt åbent, sådan at den kritiserede part kan skrive en kommentar - og så man derudover heller ikke slette kommentaren efterfølgende.

Christina Sander har altså handlet helt efter influencer-bogen.

Jesper Maack, der er presse- og kommunikationschef ved Molslinjen, forklarede tidligere på ugen til RADIO IIII, at han i hvert fald ikke ville benytte sig af lejligheden til at svare på kritikken i kommentarfeltet.

- Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at gå ind i kommentarfeltet og prøve at forklare os - for samtalen er givet på forhånd. Heppekoret er allerede i gang.

- Hvis man kommer på bagkant ind i en stemning, der allerede er fastlagt af én, i det her tilfælde ganske magtfuld influencer, så tror jeg virkelig, det er op ad bakke, sagde han.

Med det in mente, er den førnævnte regel så vag, at den egentlig kan være ligegyldig? Det spurgte RADIO IIII næstformand i Dansk Journalistforbund, Allan Boye Thulstrup, om. Dansk Journalistforbund finansierer Influentnævnet og har godkendt de etiske retningslinjer.

- Jeg synes, de her retningslinjer er rigtig gode, fordi vi har været med til at få dem lavet. Så er det nu, de skal ud og leve, og vi skal finde ud af, om de virker. Jeg synes ikke baseret på en sag, at de ikke virker nødvendigvis.

Hvad er det gode ved, at Molslinjen ikke har krav på at høre kritikken mod dem, inden det bliver udbasuneret til over 100.000 mennesker?

- Det ville være et alvorligt indgreb i vores alle sammens ytringsfrihed, hvis man ikke må mene noget om en serviceydelse. Jeg er med på, at i de presseetiske regler er der det her med forelæggelse. Men det er noget helt andet, end de her medieaktører, som typisk er enkeltpersoner.

Vil du afvise, at forelæggelse af kritik kunne blive et krav i fremtiden?

- Nej, det kan jeg ikke afvise, for det er netop frivilligt. Så måske er det vejen frem at skærpe den her retningslinje, og så er det frivilligt at underlægge sig den.

Den her udformning af reglen, er det den bedste måde at få belyst begge sider af en sag?

- Nej, den her udformning af reglen er ikke den bedste måde at få belyst begge sider af en sag. Det er helt oplagt.

Er det så noget, du synes, skal laves om?

- Det er ikke nødvendigt, når det handler om influenter og ikke medier.

Så det behøver ikke være ligeså godt, når en influencer laver noget, som når et medie laver noget?

- Nej, jeg synes, der er store væsensforskellige på de to typer indhold. Influencerindhold er noget helt andet, og derfor er der også brug for forskellige retningslinjer.

Er det så ikke bare en gratis omgang at få det her kvalitetsstempel, når det er så vag en regel, man forpligter sig til?

- Som sagt, det kan sagtens være, at den retningslinje skal omformuleres, det er jeg åben over for.

Hør interviewet med næstformand i Dansk Journalistforbund, Allan Boye Thulsstrup, nedenfor.

Hør Interviewet med Molslinjens presse- og kommunikationschef, Jesper Maack, herunder.

Afspiller nu

Morgen

06:05
10:00