Topfolkene i kriseramte DF serverer formandsposten på et sølvfad til Inger Støjberg. Tager hun imod tilbuddet? Og kan hun lykkes med opgaven?
Da Inger Støjberg i torsdags fik det sidste ord i rigsretten, gik hun i offensiven.
“Jeg kommer ikke til at sige undskyld og bøje nakken,” sagde hun.
Inger Støjberg fastholdt, at hun som minister havde ønsket at skille de unge udenlandske kvinder fra deres ældre partnere for at beskytte dem. Hun afviste, at hun havde afgivet en ulovlig instruks. Og hun forklarede, at hun var overbevist om, at embedsmændene ville sikre, at adskillelsen skete efter reglerne.
“Jeg respekterede, at konventionerne og internationale spilleregler udgjorde en grænse for mit og regeringens virke,” sagde Inger Støjberg. Hun understregede, at hun ønskede at gå til grænsen. Men ikke over.
I samme moment angreb hun det flertal, som har sendt hende i rigsretten. Hun mindede om, at de fleste partier ønskede at adskille de par, hvor den ene part var en ung kvinde. Stort set alle var dengang imod, at ”barnebrude” skulle opholde sig i danske asylcentre sammen med deres ældre mænd.
“Det tommetykke hykleri driver ned ad væggene på Christiansborg,” sagde Inger Støjberg.
Det vil være synd at sige, at anklagerne deler hendes vurdering. De mener, at hun er kørt langt over grænsen for, hvad hun måtte som minister. De påpeger, at kravet om adskillelse ramte flere asylpar hårdt. Og deres krav lyder, at hun bør idømmes fire måneders ubetinget fængsel.
Hvad dommerne mener, ved vi fredag den 13. december klokken 13. Hér står et af de mest dramatiske opgør i nyere dansk politisk historie.
Og som alle ved, har dramaet i de seneste døgn fået tilført en ekstra dimension, som de færreste ville have troet på, hvis scenen var skrevet ind i en fiktiv politisk thriller.
For mens Støjberg har kæmpet for sit politiske liv i retten, har DF-toppen gjort det klart, at de ønsker hende som leder.
Kristian Thulesen Dahl luftede allerede ønsket efter det dundrende nederlag ved kommunalvalget. Nok så interessant har Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard fulgt trop. Derudover støtter Martin Henriksen ønsket.
De mener, at hun vil være den rette frontfigur, ligesom de anser hende for at være den eneste, som vil kunne stoppe de giftige indre opgør, som har martret DF og lammet Kristian Thulesen Dahl.
Når det forholder sig sådan, skyldes det ikke mindst Inger Støjbergs særlige gennemslagskraft som politiker.
I en klumme i Altinget har journalist David Trads netop peget på, hvordan Støjberg ved folketingsvalget i 2019 fik op mod 30.000 personlige stemmer. Han nævner, at hun på Facebook har næsten 200.000 følgere, og at hun senest har fået mange til at melde sig ind på sin hjemmeside, inger.dk, hvor de mod betaling kan følge hende og være i dialog med hende.
”Der er næsten ingen i dansk politik, som matcher Støjbergs evne til at sætte en dagsorden og få folk til at bakke op om hende,” skriver han.
Dertil kommer, at Inger Støjberg i årevis har plejet sin relation til topfolkene i DF. De kender hendes holdninger i udlændingepolitikken, og de kender hende personligt.
Alligevel er der et stort element af ønsketænkning hos DF-toppen. Hvis dommerne om et par uger fælder en hård dom, kan Støjberg i yderste instans blive stemt helt ud af Folketinget.
Endelig skal man ikke være blind for, at opgaven som ny formand for DF vil være monumental – ligegyldigt hvem det bliver. Som undertegnede skrev i sidste uge, har DF sejret stort politisk og samtidig mistet eneretten til sin mærkesag. Til venstre er Socialdemokratiet slået ind på en stram kurs i udlændingepolitikken, og til højre har Nye Borgerlige haft succes med en retorik, der er hårdere end DF’s.
Oven i det kan selv en blind se de åbenlyse politiske og personlige modsætninger mellem de ledende politikere i DF.
De bitre uoverensstemmelser truer med at gøre tilværelsen vanskelig for en ny DF-formand.
Når det er sagt, er der dog også muligheder for DF, hvis Støjberg træder til. Hun vil formentlig være den eneste, der vil kunne forene de stridende parter – i hvert fald i en periode. Men endnu vigtigere rummer analyserne af DF’s politiske position oversete nuancer og muligheder, som kan bruges af en stærk leder.
Jo, Mette Frederiksen & Co. har indiskutabelt skiftet kurs, men udlændingepolitikken er ikke et overstået kapitel for DF. Tværtimod vil presset fra flygtninge og migranter med stor sandsynlighed øges. Det vil sætte mere fokus på, hvordan Europa og Danmark skal håndtere den udfordring. Det vil igen føre til mere intense debatter om sikringen af de ydre grænser og de enkelte landes ret til at bestemme over egne grænser. Der vil med garanti også opstå diskussion om de konventioner, der regulerer flygtninge og migranters rettigheder.
Når det gælder DF’s meget omtalte paradigmeskifte, som skal få flere flygtninge til at rejse hjem, og som skal modvirke, at flygtninge bliver indvandrere, står det også klart, at kampen langt fra er forbi for DF. I den forbindelse er det også tydeligt, at S-regeringen har stadigt sværere ved at få paradigmeskiftet og hjemsendelserne til at virke.
Endelig vil spørgsmålet om integration stå højt på den politiske dagsorden fremover, og her vil Mette Frederiksen og regeringen komme under stigende pres – hvilket igen kan skabe muligheder for DF.
Oven i det vil Inger Støjberg kunne stemple mere kraftfuldt ind i den dagsorden, som handler om, at der skal være reelle udviklings- og vækstmuligheder i hele landet, både i byerne og på landet.
Forudsætningen er, at hun kan fortsætte i politik, og at hun vil påtage sig opgaven. Men læg mærke til, at hun ikke har sagt nej. Om hun så kan løfte opgaven, er en anden sag. Faldgruberne kan enhver få øje på, men det er ikke sikkert, at nekrologen over DF og Støjberg skal skrives allerede her og nu.
