DF retter nu en skarp kritik af regeringens nye udspil. Det skyldes, at regeringen stemte imod et stort set identisk DF-forslag fra kort tid siden. Socialdemokratiet afviser kritikken.
Regeringen meddelte i går, at man ønsker at lave en række stramninger blandt reglerne for udviste kriminelle og andre udlændinge uden lovligt ophold i Danmark at køre bil i Danmark.
Stramningerne indebærer blandt andet, at de udviste udlændinge ikke skal have lov til at køre bil, gå med kniv på udrejsecentrene eller modtage offentlige tilskud.
En række stramninger, som man umiddelbart tænker, at Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Mikkel Bjørn, ville være glad for. Men i stedet har forslaget altså fået DF-profilen op i det røde felt.
- Jeg må sige, at det skriger til himlen, at vi fremsatte det her forslag for en måned siden, lovbehandlede det, og så blev det afvist i salen af regeringen. Nu fremsætter man det så som sit eget forslag. Det synes jeg, mildest talt en lidt absurd måde at føre politik på, siger Mikkel Bjørn til Morgen på RADIO IIII.
Dansk Folkeparti havde nemlig for blot en måned siden et lignende beslutningsforslag til behandling i Folketingssalen, som bl.a. havde til formål at forbyde udviste kriminelle at køre bil i Danmark.
Det forslag stemte Socialdemokratiet sammen med resten af regeringspartierne imod. Men det er der altså en god grund til, fortæller Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører, Frederik Vad, til Morgen på RADIO IIII:
- Grunden til, at vi ikke bare blindt stemmer for beslutningsforslag, er, at de er sløsede lavet, og de er skrevet på bagsiden af en serviet.
Frederik Vad forklarer videre, at regeringen desuden var i tvivl om, hvorvidt DF’s forslag holdt sig indenfor lovens rammer, og derfor ønskede man, at regeringen skulle kigge på, hvad der reelt kunne lade sig gøre.