Skolernes sommerferie lakker mod enden, og det betyder tilbage på bænken og frem med bøgerne.
En skolestart, der bliver helt almindelig uden corona-restriktioner – skolerne opfordres nemlig kun til at følge Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger.
I England starter de også snart i skole, og her er flere fagforeninger gået sammen om at skrive til uddannelsesminister James Cleverly.
De opfordrer til, at tiden i sommerferien bliver brugt på at beskytte skoler i England i forhold til læring og sundhed i efteråret og vinteren forud for en potentiel kommende corona-bølge.
Øverst på fagforeningernes ønskeliste er flere penge til skoler for at forbedre ventilationen, og indtil det er forbedret, opfordrer de regeringen til at levere effektive luftfiltre til alle skoler i september.
Og netop bedre ventilation er også strengt nødvendigt herhjemme.
Det mener Geo Clausen, der er indeklimaforsker på DTU.
“Vi har undersøgt det flere gange og i cirka halvdelen af alle skoler er der utilstrækkelig ventilation,” siger Geo Clausen.
Udover at indeklimaet har betydning for børns indlæring og koncentration, mener Geo Clausen også det have positiv betydning for en eventuelt ny omgang corona.
“Dårlig ventilation giver større smittespredning i luften og så vil der jo være større risiko for sygdom.”
Hos Danske Skoleelever ser de gerne at indeklimaet bliver forbedret på skolerne.
“Jeg tror, det er en tendens at mange børn og unge i skolen får ondt i hovedet og har dårlig koncentration på grund af det dårlige indeklima,” siger formand Marie Hermansen.
Generelt håber Marie Hermansen at man vil vægte forholdene inde i klasselokalerne højere.
“Man skal have den tilgang at grundskolen er et sted man gerne vil investere penge for det er trods alt os der er fremtiden.”
Hør interviewet Marie Hermansen, formand for Danske Skoleelever her:
53 procent af klasserne overskred i 2021 den anbefalede øvre grænse for CO2-koncentration. Det viste en undersøgelse, der blev gennemført af 709 klasser fordelt på 234 grundskoler og ungdomsuddannelser over hele Danmark.
Du kan også høre interviewet med Geo Clausen, indeklimaforsker på DTU, her: