Danske Runa er blevet evakueret fra vulkantruet by

Skrevet af

14. november 2023

stax@radio4.dk

stax@radio4.dk

Op mod 4000 indbyggere fra den islandske by Grindavik er siden fredag blevet evakueret fra byen.

Lavatunneller under byen er nemlig opstået efter over tusind jordskælv er blevet registreret, og det medfører en risiko for vulkanudbrud.

Blandt de evakuerede indbyggere er også danske statsborgere.

52-årige Runa Szhiedowizz er en af dem.

Hun er sammen med sin familie blevet evakueret til hovedstaden Reykjavik godt 60 kilometer fra den vulkantruede by.

Runa Szhiedowizz var dog kort forbi hendes hus mandag for at se skadernes omfang.

– Der var en stor sprække gennem siden af huset. Den går helt ind til min søns værelse. Inde i huset er der kun tale om rod, så det er mere husets bygning, den er gal med, fortæller hun til Radio4.

Runa Szhiedowizz fik fem minutter til at tage de ting med fra huset, hun havde mest brug for.

– Det var bare at tage de værdigenstande, man skulle bruge. Billeder, minder og en masse tøj. Det hele blev bare smidt i tasker, og vi løb frem og tilbage. Men vi endte med at glemme en hel masse ting, fortæller hun.

Hør interviewet med Runa Szhiedowizz her:

Den magma, der løber i en 15 kilometer lang sprække under Grindavík, menes at være tættere end 800 meter på Jordens overflade.

Folk med forstand på vulkaner beretter om, at det her meget vel kan være forstadiet til et større vulkanudbrud.

I 30 år har Runa Szhiedowizz boet i Island. I dag arbejder hun på et hospital i Reykjavik, og hun er efter evakueringen langt fra sikker på, at hun og familien vil flytte tilbage til Grindavik.

– Vi må bare sige, at byen langt fra er den samme og sikker længere. Nogle steder er vejene sunket med 120 centimeter. Hele idrætshuset ser også anderledes ud, forklarer hun.

Sammen med familien føler Runa Szhiedowizz sig lige nu som en form for hjemløs.

– Vi ved ikke, om vi har et hjem. Vi er bare glade for at have hinanden, men alt vi har samlet de sidste år med venner og hjem… Ja, det kan være vi skal bygge alt op forfra, siger hun.

Runa Szhiedowizz er sammen med sin familie blevet genhuset i Reykjavik i foreløbigt ti dage.

 

Privatfoto

Afspiller nu

PORTRÆTALBUM

07:05
09:00