Danske Handicaporganisationer vil ændre loven: Flere personer med handicap skal køre elbil

Diabilityimages/Science Photo Library/Ritzau Scanpix

Skrevet af

3. juni 2024

Anne Sofie Feld

afel@radio4.dk

Danske Handicaporganisationer vil have ændret lovgivningen, så kommuner ikke kun skal tage hensyn til pris, men også til klimavenlighed, når de bevilliger biler til borgere med handicap.

Flere handicapbiler skal være elbiler.

Det mener Danske Handicaporganisationer, der vil have ændret lovgivningen, så klimavenlighed også bliver et parameter, når mennesker med handicap skal have en bil.

Det siger organisationen til Radio4.

Kommunerne er i dag forpligtede til at give økonomisk tilskud til den billigst egnede bil. Men der står intet i lovgivningen om, at kommunerne skal bevillige klimavenlige biler.

- Vi mener fra Danske Handicaporganisationers side, at vi også bør tænke i grøn omstilling, som vi jo ønsker, at hele samfundet skal være en del af, siger næstforperson Sif Holst til Radio4.

Hør interviewet med Sif Holst her:

Der er et stigende pres på bilister for at køre mere grønt. I byer som blandt andet Aarhus og København er der blevet indført miljøzoner, hvor man ikke må køre i ældre dieselbiler uden partikelfilter. Her er der i dag dispensation for handicapbiler. 

Men det er bekymringen hos Danske Handicaporganisationer, at lovgivningen vil blive strammet yderligere op.

Når borgere med handicap får bevilliget en ny bil, så skal de køre i den i minimum otte år, før de kan skifte den ud. Det betyder, at de ikke har mulighed for at skifte til en mere klimavenlig bil, hvis det bliver nødvendigt.

- Hvis man nu kører rundt i en dieselbil, så kommer der med tiden nogle forskellige begrænsninger for, hvor man kan køre inde i byerne. Det gælder både i Danmark, hvor man måske kan få en kompensation, men det gælder også i udlandet, hvor det kan være sværere, siger næstforperson Sif Holst.

Handicapordfører for regeringspartiet Venstre, Anni Matthiesen, siger til Radio4, at hun er åben for at "ajourføre" lovgivningen sammen med Danske Handicaporganisationer.

- Det skal ikke være sådan, at man som handicappet bliver udelukket fra at køre ind i en større bil, fordi man udelukkende kan køre i en dieselbil. Jeg synes, det er nærliggende, at Danske Handicaporganisationer bringer de her ønsker med ind i forhandlingslokalet, siger Anni Matthiesen.

Hun understreger dog, at udgifterne til at købe handicapbiler, der kører på el, ikke må blive for høje i forhold til andre biler.

Rosa Lund, der er handicapordfører for Enhedslisten, støtter også op om at ændre lovgivningen.

Hør interviewet med Rosa Lund her:

Radio4 har bedt socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil om et interview, men hun havde ifølge ministeriets presseafdeling "ikke mulighed" for at deltage.

Afspiller nu

Tar jeg fejl?

10:05
12:00