Dansk modedronning bekræfter relation til Epsteins sammensvorne

Skrevet af

3. februar 2026

Peter Schwarz-Nielsen

pesch@radio4.dk

Af Kristoffer Lind, Peter Schwarz og Anders Hoppe

Stifter og direktør for Scoop Models Bente Lundquist bekræfter over for Radio IIII, at hun har haft en relation til Jeffrey Epsteins medsammensvorne, den berygtede model-agent Jean-Luc Brunel.

Bente Lundquist, der har stiftet det danske, internationalt anerkendte modelbureau Scoop Models, bekræfter over for Radio IIII, at hun kendte og havde “et professionelt arbejdsforhold” til den afdøde modelagent Jean-Luc Brunel. 

- Jeg mødte Jean-Luc, da jeg startede som model i Paris i 1970. Han var kæreste med en finsk model, som jeg kendte,” skriver hun i et mailsvar til Radio IIII. 

Jean-Luc Brunel var ved sin død anklaget for voldtægt af mindreårige og for at skaffe unge piger til Jeffrey Epstein, da han i februar 2022 blev fundet død i sin celle i La Santé-fængslet i Paris. 

Scoop Models er kommet i søgelyset, efter Radio IIII kunne afsløre, at modelbureauet optræder i de frigivne Epstein-filer i forbindelse med udvekslingen af oplysninger om en ung, lettisk model.  

- Hej Jeffrey. Jeg har lige fundet en fantastisk en. Hun er 20 år, men ser yngre ud. Fra Letland, lyder starten på en mail til Jeffrey Epstein i 2009. 

- Jeg rejser med hende til Paris denne uge, lad mig vide, om du synes, det ville være en god ide at tage hende til Next, og også hvilket bureau i USA, du tror, vil være passende. Hun sagde, at hun mødtes med Jean luck (Jean-Luc, red.) i Danmark, mens hun var der med Scoop Models, skriver en person, der underskriver sig Daniel Siad videre til Epstein. 

Siad optræder gentagne gange i de frigivne Epstein-filer, hvor han beskrives som en scout for Epstein, der rekrutterer piger og kvinder. 

Beskyldt for voldtægt

Bente Lundquist svarer i en mail til Radio IIII, at hun kun har haft et professionelt arbejdsforhold med Jean-Luc Brunel i de år, hun samarbejdede med Karin Models i Paris, som Jean-Luc Brunel var med til at stifte i 1978.

- Vi startede Scoop models i 1993, og det var godt for os at kunne repræsentere Karins topmodeller i Danmark fra starten.

Allerede i 1988 blev Jean-Luc Brunel i nyhedsprogrammet 60 Minutes anklaget for at give unge modeller stoffer uden deres vidende og for at misbruge dem seksuelt. 

Bente Lundquist afviser, at hun dengang havde kendskab til beskyldningerne mod Brunel. 

- Jeg var ikke bekendt med disse forhold: Hvis det havde været tilfældet, havde vi aldrig indledt et samarbejde. Han behandlede altid modellerne sobert og professionelt, skriver hun.

Bente Lundquist afviser desuden at have hjulpet med at formidle kontakt mellem modeller og Jean-Luc Brunel, så de f.eks. kunne komme på besøg hjemme hos ham. Hun afviser også kendskab til forholdet mellem den lettiske model og Jeffrey Epstein.

I december sidste år blev der desuden frigivet billeder af Jeffrey Epstein og Jean-Luc Brunel, hvor de er på besøg i København.

Bente Lundquist skriver, at hun ikke havde noget kendskab til Jeffrey Epstein, inden sagerne mod ham kom til offentlighedens kendskab.

Afspiller nu

Nattevagten

23:00
00:00