Dansk debattør genopstår på Facebook: Nu trækkes minister i samråd

Profil released. Nærbillede af Facebook på computerskærm.

Skrevet af

15. juni 2021

Debattør og kommunikatør Christian Marcussen har fået sin profil tilbage på Facebook efter at være blevet slettet på grund af et opslag, hvor en kontroversiel politikers navn fremgik. Nu vil Nye Borgerlige trække kulturministeren i samråd.

Udelukkelsen fra Facebook skyldes ifølge Christian Marcussen selv et gammelt opslag, hvor den kontroversielle, engelske politiker og leder af English Defence League Tommy Robinsons navn indgik.

Facebook-profilen er nu blevet genaktiveret, men frustrationen over sletningen er stadig tilstede.

“Facebook har bekymrende stor magt og kan være en trussel mod ytringsfriheden. De dikterer, hvem der må ytre sig. I praksis har de derfor monopol på den politiske debat både herhjemme og i udlandet. Politikerne bør gå i en dialog med Facebook-teamet og indskærpe, at ytringsfriheden ikke skal trues på den her måde,” mener Christian Marcussen.

Episoden har også vakt folketings- og Nye Borgerlige-politikeren Lars Boje Mathiesens interesse. Derfor har han nu også valgt at trække kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet i samråd.

“Christian Marcussens eksempel er jo bare det seneste eksempel på det her problem. Regeringen har selv i to år italesat problematikken, og jeg vil gerne være med til at lægge pres på for, at vi i Danmark forsøger at gøre noget ved de sociale mediers muligheder for at indskrænke ytringsfriheden for danskerne,” siger han.

Radio4 har forsøgt at få fat i Peter Münster, der er kommunikationschef i Facebook Norden. Han er desværre ikke vendt tilbage på redaktionens henvendelser.

Afspiller nu

NYHEDERNE PÅ RADIO4

08:00
08:05