Dansk biogasimperie står bag millionimport fra Rusland 

Martin Schutt/DPA/Ritzau Scanpix

Skrevet af

27. december 2023

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Efter den russiske invasion af Ukraine er importen af råvarer til den danske biogasindustri fra Rusland skudt i vejret. Bag importen står bl.a. det statsstøttede imperium, Bigadan. Dansk biogas kunne ellers dræne den russiske ”krigskasse” for eksportindtægter, forklarede brancheforening. 

Af Jeppe Reedtz Husted og Anders Worre 

Den 9. juli i år lagde skibet ’Silver Kenna’ til kajs i Grenaa Havn. 

Her overførte tankeren soapstock – et biprodukt fra raffinering af vegetabilske olier, som kan omdannes til biogas – til lagre ejet af virksomheden Bioman ApS. 

Lasten stammede fra Rusland. Det bekræfter en kilde i det lettiske firma OVI, der organiserede transporten for Bioman ApS, overfor Radio4. 

Efter den russiske invasion af Ukraine forklarede brancheforeningen Biogas Danmark ellers, at danskproduceret biogas kunne sikre, at penge blev i Danmark ”i stedet for at lande i Putins krigskasse”. 

Podcasten Fokus folder hele denne historie ud på lyd. Det kan du høre her:

De nye oplysninger møder kritik. 

- Vi er indirekte med til at sikre Rusland midler til [at fortsætte deres aggressionskrig] igennem salg af produkter til den danske biogasindustri, siger Michael Aastrup Jensen (V), formand for Udenrigspolitisk Nævn. 

Han fremhæver, at dansk import fra Rusland sender “essentiel” udenlandsk valuta til landet og dermed bidrager til underminerer de internationale sanktioner imod landet. 

Bioman ApS kalder i dag importen ”en beklagelig fejl”. 

- Set i bagklogskabens lys burde vi have stoppet importen, da krigen brød ud i februar 2022. Da der er tale om en meget lille mængde har vi desværre ikke været tilstrækkelig opmærksomme på, at den del af vores biomasse kom fra Rusland, skriver Henrik Laursen, adm. direktør i Bioman ApS, i en mail. 

Import angiveligt stoppet 

Handelsdata fra Danmarks Statistik viser, at der i alt er importeret soapstock fra Rusland for 23,2 mio. kr. siden den russiske invasion af Ukraine sidste år; alene i de første ti måneder af 2023 nåede importen op på 18,7 mio. kr..  

Direktøren i Bioman ApS, Henrik Laursen, skriver, at “den importerede soapstock fra Rusland kun udgør 0,3 procent af de ca. 3 millioner tons biomasse, vi hvert år omdanner til biogas”. 

Han erkender dermed at have importeret op imod 9.000 ton soapstock fra Rusland, hvilket svarer til den samlede danske import af russisk soapstock i år. 

Oplysninger fra de russiske toldmyndigheder, der kan tilgås via den amerikanske database ImportGenius, udpeger Bioman ApS som en europæisk storimportør af soapstock. 

Den indkøbes blandt andet igennem virksomheden ’RUSBIOEXPORT’ beliggende tre kilometer nord for Kreml i Moskva. 

Ifølge Henrik Laursen køber Bioman ApS ikke længere soapstock i Rusland. 

- Den sidste sending modtog vi i september, skriver han til Radio4. 

Bioman ApS, som indgår i biogasimperiet Bigadan, ejes af Karsten Buchhave, der sidste år strøg ind på Økonomisk Ugebrevs liste over Danmarks 100 rigeste efter et godt år i biogasindustrien. Med en formue på 3,6 mia. kr. placerer han sig på listens nummer 57. 

Dansk biogas skulle skade Putin 

Efter den russiske invasion af Ukraine forklarede brancheorganisationen Biogas Danmark i en kommentar hos Altinget, hvordan danskproducereret biogas kunne sikre, at udgifter til energi blev herhjemme ”i stedet for at lande i Putins krigskasse”. 

Præcis hvor mange penge Bioman ApS’ millionimport har sendt i den russiske statskasse, vides ikke. 

Eksportøren ’RUSBIOEXPORT’, der i 2022 solgte for 4,8 mio. kr., betalte eksempelvis 95.000 kroner i skatter og afgifter til den russiske stat, fremgår det af offentligt tilgængelige registerdata i Rusland. 

Formanden for Biogas Danmark, Henrik Høegh, tager afstand fra importen af råvare fra Rusland, som han kalder “uacceptabel” 

- Vi har indskærpet over for vores medlemmer, at det ikke er en måde, som vi arbejder på i den danske biogasbranche, siger han. 

Henrik Høegh medvirkede i et interview på Radio4 Morgen. Det kan du høre her:

Branchen modtager hvert år milliarder af kroner i direkte støtte fra den danske stat. Alene i 2023 er der på Finansloven afsat 2,6 mia. kr. via forskellige ordninger.  

Karsten Buchhaves biogasimperie, der udover Bioman ApS tæller flere biogasanlæg rundtomkring i Danmark, hører ifølge en opgørelse lavet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forrige år til modtagerne af støtten. 

Virksomheden ønsker ikke at svare på, om produktionen af biogas med russisk soapstock er sket med støtte fra den danske stat. 

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00