Danmark arbejder på besøgsordning til indsatte i Kosovo-fængsel

Skrevet af

9. maj 2025

Peter Schwarz-Nielsen

pesch@radio4.dk

Familier til udvisningsdømte udlændinge vil efter planen kunne opnå ”transportstøtte”, så de kan besøge indsatte, der fra 2027 bliver flyttet fra Danmark til Kosovo.

Når Danmark efter planen begynder at transportere udvisningsdømte kriminelle udlændinge til Kosovo i 2027, får deres pårørende mulighed for at søge penge til at besøg dem.

Det siger den nyudnævnte ’Governor’ for fængslet, Mads Beyer, til Utzons Uge på RADIO IIII.

- Uden jeg kan gå i detaljer om det endnu, vil der være nogle ordninger til transportstøtte til dem, der måtte have behov for det, forklarer Mads Beyer.

Udvisningsdømte kriminelle uden børn i Danmark skal efter planen sendes til fængselsceller i Gjilan-fængslet i Kosovo fra 2027, og der arbejdes i øjeblikket på en transportstøtteordning til de pårørende, der ønsker at besøge de indsatte.

- Der vil være mulighed for besøg. Der vil være besøgsfaciliteter og besøgslejligheder, som ifølge mine oplysninger er ved at blive tilpasset dernede, siger Mads Beyer og uddyber:

- Der bliver populært oversat tale om et dansk fængsel på kosovarisk grund. Så det er de danske regler, der kommer til at gælde.

Planen var oprindeligt, at fængselspladserne skulle tages i brug i 2023. Planen blev siden udskudt til 2026. Den yderligere forsinkelse skyldes blandt andet, at der skal etableres besøgslokaler.

Mads Beyer er for nylig blevet ansat af Kriminalforsorgen til at stå i spidsen for driften af fængslet. Han kommer med erfaring fra blandt andet Udenrigsministeriet og Forsvaret.

Fængslet får plads til 300 udvisningsdømte.

Afspiller nu

Debat

10:05
12:00