Det svarer til cirka tre procent af det samlede antal årsværk i Københavns Kommune, hvis man udelukkende finansierer gratis børnehaver og vuggestuer med besparelser i den offentlige administration.
Den borgerligt liberale tænketank CEPOS bakker i et interview med RADIO IIII op om forslaget om gratis vuggestuer og børnehaver i København, som kommer fra den socialdemokratiske overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil.
Det vil koste 800 millioner kroner, og Rosenkrantz-Theil har blandt andet foreslået at finde pengene ved besparelser i kommunens administration. Og dét er en rigtig god idé, mener den borgerlige tænketank CEPOS:
- Vi har i adskillige år lavet analyser af kommunernes ledelse og administration, hvor vi finder et betydeligt potentiale for at spare nogle penge - herunder også i København, hvor vi har fundet et potentiale på omkring 1,1 milliarder kroner. Så der skulle være rigelig plads til at finde de 800 millioner kroner, som forslaget koster, siger Karsten Bo Larsen, der er forskningschef i CEPOS, til RADIO IIII.
Til TV 2 har Pernille Rosenkrantz-Theil udtalt, at hun vil være ked af at sætte konkret tal på, hvor mange medarbejdere der i så fald skal fyres.
CEPOS har dog regnet på det og vil gerne sætte tal på. Deres konklusion lyder, at de 800 millioner kroner kan findes ved at skære omkring 1.300 af Københavns Kommunes administrative medarbejdere, som svarer til tre procent af de offentligt ansatte i kommunen, fortæller Karsten Bo Larsen:
- Hvis man indfaser det her over nogle år, så er der formentligt en betydelig del af de her 1.300 medarbejdere, der ville kunne afvikles med naturlig afgang, fordi folk hele tiden skifter job. Og så lader man bare være med at genbesætte de stillinger, som folk forlader.
RADIO IIII har forsøgt at få en kommentar fra Pernille Rosenkrantz-Theil, som ikke er vendt tilbage på henvendelsen.