Brevstemmer er i vækst og fra tirsdag kan du stemme til folketingsvalget

KV21: Stevns Kommunes valgbus holder ved Rådhuset i Store Heddinge, torsdag den 7. oktober 2021. Borgerne i Stevns Kommune kan afgive deres brevstemme til kommunalvalget i bussen, som skal turnerer rundt i kommunen ind til den 16. november.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

11. oktober 2022

Fra tirsdag er det muligt at afgive sin stemme til folketingsvalget som en brevstemme. En mulighed, som stadig flere de senere år har gjort brug af i forbindelse med valg.

Langt de fleste steder skal du en tur hen på borgerservice for at stemme, men nogle steder bliver der gjort lidt ekstra for at få vælgerne til at sætte et kryds. Et af de steder er på Mors. Her triller kommunen en valgbus rundt på øen for samle brevstemmer ind.

Morsø Kommune har nemlig nedlagt 13 stemmesteder, så der ved det kommende Folketingsvalg kun er fem, og det betyder, at nogle vælgere får længere til stemmestederne:

“Vi ruller bussen ud som et ekstra tilbud til de vælgere, der har længst til valgstederne. Nogle vælgere har 10-12 kilometer, og der kan være vælgere, som ikke selv har bil eller som har svært ved at komme frem,” fortæller Pia Thybo, leder af valgsekretariatet i Morsø Kommune, til Radio4 Morgen.

Hør hele interviewet med Pia Thybo her:

Folketingsvalget er udskrevet til afholdelse 1. november. Man kan brevstemme frem til den tredjesidste dag før valget – den 28. oktober. Herefter lukkes der for brevstemning.

Ifølge Rune Stubager, der er er professor i statskundskab og valgforsker ved Aarhus Universitet, er der en tendens til, at stadig flere vælger at brevstemme.

“Det synes at være tendensen over det seneste årti, at der fra valg til valg er flere, der benytter sig af den mulighed,” siger han.

Rune Stubager mener, at flere faktorer kan forklare, hvorfor brevstemmer er steget i popularitet.

Under kommunalvalget i november 2021 var der en stor stigning i antallet af brevstemmer i næsten alle kommuner.

Valget faldt midt i en coronabølge, hvorfor der blev lagt nogle kræfter i at gøre opmærksom på muligheden for at brevstemme til dem, der var nervøse for smitte, forklarer Rune Stubager.

Han fortæller også, at der igennem årene er blevet gjort flere forskellige tiltag for at få flere til at stemme.

“En del af det har været at gøre opmærksom på muligheden for at brevstemme og også nogle gange at flytte valgstederne ud til vælgerne. Altså mobile stemmesteder, der for eksempel kører ud til ungdomsuddannelser,” siger han.

Ifølge Rune Stubager er det formentlig noget, der generelt har givet opmærksomhed til muligheden for at brevstemme.

“Folk kan måske også godt lide den øgede valgfrihed, det giver. Så spredes opmærksomheden på det som ringe i vandet,” siger han.

Selv om det hedder en brevstemme, skal stemmesedlen ikke afleveres som et brev.

“I Danmark har vi det, der hedder fremmødevalg, og det betyder, at du skal møde fysisk op, uanset om du vil brevstemme eller stemme på selve valgdagen,” fortæller Lene Hartig Danielsen, leder af Valgsekretariatet i Aarhus Kommune, til Radio4 Morgen.

Afstemningen kan foregå, ligesom man kender det fra en traditionel valgdag, hvor man kan afgive sin stemme på for eksempel borgerservicecentre, biblioteker eller uddannelsessteder, og du kan gøre det i alle kommuner.

“Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune, det behøver ikke være i den kommune, hvor du bor,” siger Lene Hartig Danielsen.

Er du i tvivl om, hvordan du brevstemmer, kan du høre hele interviewet med Lene Hartig Danielsen her:

Det er landets kommuner, der skal gøre det muligt at brevstemme. Kommunerne skal oplyse på deres hjemmesider og i lokale aviser, hvor det kan foregå.

Mindst ét af valgstederne skal dog holde åbent fra klokken 09-16 på den tredjesidste dag før valget.

Hvis en vælger ønsker at stemme på en konkret kandidat, forventes det, at vælgeren selv er bekendt med, om vedkommende er opstillet til valget i den pågældende kreds.

Det er desuden vælgerens eget ansvar at angive navnet på den kandidat, man ønsker at stemme på.

Det er muligt at lave sin stemme om, når man har brevstemt. Det er nemlig kun den sidst afgivne og gyldige stemme, der tæller.

Dog er det ikke muligt at stemme på valgdagen den 1. november, hvis man har brevstemt.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

RADIO4 EFTERMIDDAG

12:05
14:00