Et borgerforslag om barnets ret til at blive passet i eget hjem under sygdom vil koste samfundet 3,2 milliarder kroner. Det viser en beregning, som CEPOS har lavet for RADIO IIII.
Folketinget har inviteret til en åben høring om et borgerforslag, der skal give børn ret til at blive passet i eget hjem under sygdom. Ifølge en beregning fra den liberale tænketank CEPOS vil forslaget koste samfundet 3,2 milliarder kroner.
Det fortæller Eftermiddag på RADIO IIII på baggrund af beregningen.
Karsten Bo Larsen, forskningschef hos CEPOS, forklarer til Eftermiddag på RADIO IIII, at udregningen tager udgangspunkt i erfaringer fra Sverige:
- Det er svært at regne på. Men det, vi har gjort, er at tage udgangspunkt i den ordning, som findes i Sverige. Den bliver i gennemsnit anvendt 3,7 dage pr. barn om året. Ifølge den udregning lander vi cirka på de 3,2 milliarder kroner.
Borgerforslaget får blandt andet opbakning fra Forældrenes Landsforening (FOLA). Deres formand Signe Nielsen siger følgende til DR:
- I dag er det sådan, at børn ikke har ret til at være syge i Danmark, fordi det afhænger fuldstændig af, hvilken branche forældrene arbejder i.
Hun understreger derudover, at forslaget handler om at sikre børnenes rettigheder.
Borgforslaget skal til 1. behandlingen i Folketinget den 27. november i år.
