Borgerforslag foreslår tidligere brystkræft-screening

An assistant helps a woman in a mammography screening. Mammography uses X-rays to detect any tumor or cyst in a breast. LEHTIKUVA / Sari Gustafsson

Skrevet af

27. december 2022

gup@radio4.dk

gup@radio4.dk

Aldersgrænsen for brystkræft-screening bør ændres.

Det mener en familien fra Gladsaxe i Storkøbenhavn, der derfor har stillet et borgerforslag.

Forslaget skal sænke den nuværende grænse for, hvornår kvinder bliver inviteret til screening for brystkræft fra 50 år til 40 år.

Det sker efter, at læger fandt tre tumorer i 47-årige Rikke Wehler Güllichs ryg. Tumorer, som stammer fra en kræftknude i hendes bryst. Det fortæller lillesøster, Pernille Wehler Güllich.

”Vi har stillet borgerforslaget for at redde andres liv. Hvis man kan finde brystkræften, inden den spreder sig, så er det det værd.”

Du kan høre mere om hvorfor, at familien fra Gladsaxe har valgt at stille borgerforslaget i interviewet med Pernille Wehler Güllich her:

I Danmark er screening for brystkræft et nationalt, frivilligt tilbud til kvinder i aldersgruppen 50-69 år, hvor de i den periode bliver inviteret til at deltage i tilbuddet hvert andet år.

Og sådan forbliver det. Det mener Kræftens Bekæmpelse.

Det skyldes ifølge Janne Bigaard, der er overlæge i brystkirurgi og ekspert i screening hos Kræftens Bekæmpelse, at det ikke giver mening at scanne yngre kvinder for brystkræft med en mammografi.

Det er, selvom man i Sverige tilbyder kvinder en mammografi, når de fylder 40 år.

”Jeg kan godt forstå, at de har stillet det her forslag – det er desværre bare ikke muligt. Vi har ikke viden om, at det skulle gavne kvinder i aldersgrupper under 50 år.”

Du kan høre hele interviewet med Janne Bigaard her:

Heller ikke på Christiansborg er der stor opbakning til forslaget. Per Larsen, sundhedsordfører fra Konservative, udmærket forstår, hvorfor familien har valgt at stille borgerforslaget, men han tvivler på, at det kan blive indført.

”Problemet er kapaciteten. Det vil tage screeningerne fra nogle af dem i aldersgruppen, hvor man oftest finder brystkræft. Omvendt syntes jeg, man skal se på, om kvinder under 50 år – såfremt de er i en risikogruppe – kan blive henvist af egen læge til en screening.”

Du kan høre hele interviewet med Per Larsen her:

Sundhedsminister Sophie Løhde fra Venstre har ikke ønsket at stille op til interview. I stedet har Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendt følgende skriftlige svar:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan oplyse, at nationale screeningsprogrammer er et tilbud til befolkningen, som har til formål at reducere sygelighed og dødelighed. Sundhedsstyrelsen vurderer løbende indholdet i de eksisterende nationale screeningsprogrammer i forhold til, hvad der fremkommer af ny evidens på området, det gælder også for brystkræftscreening.”

Borgerforslaget fra Pernille Wehler Güllich har i skrivende stund over 7.700 underskrifter.

Afspiller nu

COMEDY-KONTORET

14:05
15:00