Borgere i flere regioner kan se frem til højere priser og færre busser

Aarhus Rutebilstation er i fare for sammenstyrtning. Busserne har nu begrænset plads

Skrevet af

2. januar 2023

Bang@radio4.dk

Bang@radio4.dk

Den kollektive bustransport i Danmark er i knæ.

Selv efter talrige saltvandsindsprøjtninger på flere hundrede millioner kroner fra staten til trafikselskaberne, kan beboere i flere regioner nu se frem til færre busser og nedlægning af ruter.

Færre passagerer benytter sig af busserne efter coronakrisen, og de højere priser på energi og brændstof presser trafikselskaberne hårdt på økonomien. Alle regionale trafikselskaber har millionunderskud for det seneste år, og derfor kommer flere regioner til at lave besparelser her i 2023. Værst ser det ud i Region Midtjylland, hvor regionsrådet kort før jul besluttede at fjerne busture for godt 41 mio. kroner i år.

Cathrine Knudsen bor i den lille landsby Svenstrup i Region Midtjylland og her stopper byens eneste bus, linje 114, med at køre fra sommer som en del af regionens besparelser, og det kommer til at få konsekvenser for hende.

“Vi føler os nødt til at sætte vores hus til salg. Jeg tager bussen på arbejde hver dag og min søn skal til at i gang med en uddannelse, og det kan ikke lade sig gøre uden bussen,” siger Cathrine Knudsen.

Hør hvorfor Cathrine Knudsen og familien er så afhængig af bussen:

Region Midtjylland er den region, der har besluttet at spare flest penge på den kollektive bustrafik i regionen i 2023. Men også Region Nordjylland vil over de kommende to år spare 17 millioner kr. på den kollektive trafik.

Region Sjæland, Hovedstaden og Region Syddanmark oplyser til os her på Radio4, at de ikke forventer at skulle spare på den kollektive trafik i år.

Men økonomien hænger i laser i den kollektive trafik i samtlige fem regioner, som oplyser til Radio4, at de alle havde underskud på den kollektive trafik på mellem 17,5 millioner og 36 millioner kroner sidste år.

Derfor må der gøres noget. Trafikselskaberne i Danmark, som ejes af regioner og kommuner, har blandt andet bedt regeringen om en ekstraordinær mulighed for at hæve sine billetpriser med op mod 10 procent i 2023.

Det mener Steen Vindum er nødvendigt. Han er formand for Trafikselskaberne i Danmark, som er interesseorganisation for landets seks trafikselskaber BAT, FynBus, Midttrafik, Movia, NT og Sydtrafik, formand for trafikselskabet Midttrafik – og så er han medlem af Silkeborg Byråd for Venstre.

“De dyrere billetter kan give mulighed for at bevare de buslinjer, der kører rundt i landet lige nu. Vi beder sådan set bare om at få lov til at sætte billetpriserne, så den stiger sammen inflationen,” siger Steen Vindum.

Hør interviewet med Steen Vindum her:

Den dårlige økonomi i den kollektive trafik skal ses i lyset af, at staten allerede har sendt trecifrede milliontilskud ud til trafikselskaberne sidste år, og der kommer også tilskud til øgede brændstofudgifter i år. Når 2023 er omme, har staten pumpet 419 millioner kroner i tilskud ud til trafikselskaberne.

På grund af den katastrofale økonomi i den regionale kollektive trafik vil de fem regioners interesseorganisation, Danske Regioner, sammen med Kommunernes Landsforening bede regeringen om tilladelse til at kunne øge Trafikselskabernes kassekredit.

“Vi vil gerne have større økonomisk råderum, så vi kan fastholde de busser, der er og på sigt også udvikle den kollektive trafik,” siger  Anders G. Christensen, formand for udvalget for regional udvikling for Venstre i Danske Regioner.

Hør interviewet med Anders G. Christensen her: 

Vi ville gerne have interviewet transportminister Thomas Danielsen fra Venstre om krisen i den kollektive bustrafik, men han har ikke valgt at stille op. Vi har i stedet fået følgende skriftlige svar fra ham:

“Der skal være mulighed for at bo og arbejde i alle dele af landet. Det kræver blandt andet en velfungerende kollektiv transport. Derfor vil regeringen nedsætte et ekspertudvalg, der skal se på indretningen af bustrafikken og den kollektive trafikbetjening i både byerne og yderområder. De nærmere detaljer om det arbejde vil vi vende tilbage med,” siger altså transportminister fra Venstre, Thomas Danielsen.

 

Afspiller nu

A-Z

23:00
03:00