Bonnichsen: Pilen peger på statsministeren og justitsministeren

Lars Findsen, chef for PET.

Skrevet af

18. februar 2022

kav@radio4.dk

kav@radio4.dk

Tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, er rasende over sagen mod spionchef Lars Findsen. Han mener, det er en tragedie i Dansk efterretningshistorie, som har gjort uoprettelig skade på forsvarets efterretningstjeneste.

“Uanset hvordan den her sag munder ud, kommer vi ikke uden om at katastrofen og tragedien er tilendebragt. Uanset hvad man gør nu, kan man ikke rette op på det”, siger han til Radio4 Morgen. “Det er en tragedie for en række personer, blandt andet Lars Findsen. Så kommer alle de konsekvenser, det har haft, ift. Danmarks omdømme ift. at samarbejde med fremmede magter”, siger han.

Den tidligere hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, blev i går løsladt efter at have tilbragt over to måneder i varetægtsfængsling. Men han er stadig sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 109, der omhandler læk af fortrolige og statslige hemmeligheder. Løsladelsen kommer, fordi landsretten ikke vurderer, at der er risiko for, at Lars Findsen vil påvirke efterforskningen, eller at han vil foretage nye lovbrud.

Men han skulle aldrig have været fængslet, mener Hans Jørgen Bonnichsen. Og derfor ligger ansvaret for tragedien, som han kalder det, hos stats- og justitsministeren:

“Den her sag har været forelagt i regeringens sikkerhedsudvalg. Dvs. det er statsminister Mette Frederiksen, som står i spidsen her, men justitsministeren, som har den reelle kompetence i de her sager, han kunne med loven i hånden langt tidligere have stoppet den her sag. Og så havde den været ude uden de her tragedier og katastrofale følger”, siger han.

Justitsministeren burde altså have håndteret det helt anderledes, mener han:

“Hans opgave er at vurdere skadevirkningerne. Hans opgave er at vurdere, hvorvidt en sigtelse og en fængsel af en spionchef i Danmark har større skadevirkninger end det simpelthen at stoppe sagen på et tidligere tidspunkt. Den myndighed burde han have udøvet, hvis man er en ansvarlig justitsminister og specielt ansvarlig for rigets omdømme”, siger han.

Desuden kan han ikke forestille sig, at Lars Findsen har udøvet landsskadelig virksomhed:

“Det kan godt være, at han har været på kanten til at overtræde sin tavshedspligt. Men et af arbejdsredskaberne i en efterretningstjeneste er også at tale til baggrund i forhold til de henvendelser, man får i pressen i tillid til, at man kan bevare den slags ting, uden man bliver citeret for det. Og hvis man så er blevet telefonaflyttet med en mistanke som svæver hen i luften, så kan man meget vel blive betragtet som en person der på allerværste vis overtræder sin tavshedspligt”, siger han.

Men uanset hvordan hans sag ender, har han svært ved at se en fremtid for Lars Findsen i det offentlige:

“Lars Findsen er nu pga. sagen og mistanken stigmatiseret. Jeg har meget svært ved at forestille sig, at man kan finde en stilling til Lars Findsen i det offentlige regi. Men jeg har et stærkt håb på, at det private måske kan finde en hensigtsmæssig og flot placering til Lars Findsen, for han har nogle stærke kompetencer og er en særdeles dygtig person”

Hør interviewet med tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, her:

Afspiller nu

TOP 1

03:30
04:00