Børnehavelegepladser flyder med stoffer, kondomer og glasskår

Skrevet af

16. februar 2022

Stumper af joints, cigaretskodder og kondomer.

Det er nogle af de ting, som Katrine Bertelsen kan finde i børnehaven, når hun afleverer sin datter om morgenen. Det skaber utryghed, og hun mener ikke, at Slagelse Kommune lever op til sit ansvar.

Flere steder i landet kæmper børnehaverne med, at de unge fester og ikke rydder op efter sig.

Et af de steder er Børnehuset Smørblomsten i Korsør, hvor der ofte bliver fundet rester efter fester.

“Jeg vil sige, det sker oftere, at man kommer derned og finder noget, end det sker, at man kommer ned og ikke finder noget,” siger Katrine Bertelsen. Hendes treårige datter går i Børnehuset Smørblomsten.

“Det er møgirriterende og utrygt at sende hende afsted,” fortæller hun.

Ifølge Katrine Bertelsen er der et problem med ansvaret for oprydning på børnehavernes legeplads.

“Pædagogernes opgave er ikke at rydde op efter de unges fester,” siger Katrine Bertelsen og fortæller, at Slagelse Kommune meddeler, at det er børnehavernes opgave at rydde op i institutionerne.

Problemet med svineri på legepladser har fået flere børnehaver til at afslå at lade legepladen være tilgængelig i weekender.

På Frederiksberg bliver der efterladt både glasskår, cigaretskod, narkotika og brugte kondomer på legepladserne. Det viser en ny undersøgelse blandt bestyrelserne for 44 daginstitutioner i Frederiksberg Kommune. Og det har blandt andet fået 75 % af dem til at takke nej til kommunens tilbud om at åbne legepladserne i weekenden. Og de seneste år har der også været andre lignende beretninger.

For eksempel fra Rudersdal Kommune i Nordsjælland, hvor de unge hang ud på børnehavers legepladser og i skolegårde, hvor de fester, sviner og begår hærværk. Her blev der også fundet en pose piller og andre stoffer på legepladsen.

Ifølge Rudersdal Kommune er det særligt slemt i Holte, hvor tre børnehuse står med udfordringer. Medarbejderne må hver morgen tjekke legepladsen for glasskår, skodder, hash, piller, lattergas mm.

 

Foto: Katrine Bertelsen

Afspiller nu

AFTENRADIO

17:05
20:00