Biskop har brugt 96.000 kr. på fem middage med ægtefæller: Købte 28 flasker vin til 31 personer

Biskop Henrik Wigh-Poulsen. 2017 er også er året, hvor vi fejrer 500-året for reformationens indførelse i Wittenberg. Jubilæumshøjmessen søndag d. 29. oktober kl. 10 i Aarhus Domkirke var sammensat, så den afspejlede praksis fra før og efter Luther og reformationen. /ritzau/Mikkel Berg Pedersen

Skrevet af

13. oktober 2023

tohb@radio4.dk

tohb@radio4.dk

Biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh-Poulsen, har flere gange ladet kirken betale for middage med ægtefæller. Men ifølge professor er det med meget stor sandsynlighed” i strid med reglerne.

Biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh-Poulsen, der er en af de højest placerede personer i den danske folkekirke, får nu kritik for at bruge kirkens penge på middage med ægtefæller.

Sammen med flere topfolk fra Aarhus Stift har biskoppen i flere tilfælde brugt tusindvis af kroner på middage i forlængelse af møder, hvor biskoppen og kirketoppen har haft ægtefæller med til bords på kirkens regning.

Det viser en række dokumenter, som Radio4 har fået aktindsigt i.

I alt har Aarhus Stift brugt 96.000 kr. på fem middage med deltagelse af ægtefæller. I tre af tilfældene har kirketoppen inden middagene drukket vin på en lokal café om eftermiddagen. 

Medregnet regningerne for vin forud for maden har arrangementerne kostet kirken 103.680 kr.

Men ifølge en af landets førende forvaltningsretseksperter er det sandsynligvis i strid med reglerne, at kirken har brugt penge på middage med ægtefæller.

– Det er med meget stor sandsynlighed en overtrædelse af reglerne, siger Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret og viceinstitutleder ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet.

Ægtefællerne har været inviteret med efter det såkaldte landemode, der er et årligt møde, hvor biskoppen mødes med provster, præster, menighedsrådsmedlemmer og andre kirkelige medarbejdere for blandt andet at diskutere kirkeøkonomiske emner.  

Ifølge Sten Bønsing er det kun i særlige tilfælde, at det offentlige kan betale for, at ægtefæller kan deltage i middage. 

– Jeg har meget svært ved at se, at det her er anledninger, der berettiger til, at man kan få betalt for ens private udgifter, som middage til ægtefæller typisk vil være. Det tror jeg godt, at jeg helt kan afvise, siger han til Radio4 Morgen. 

Under en af de årlige middage er der på kirkens regning blandt andet blevet betalt for 28 flasker vin til 31 personer. Det skete i forbindelse med en middag efter et møde i august 2018, som blandt andet biskoppen og provsterne i Aarhus Stift deltog i sammen med deres ægtefæller.

Regningen for middagen løb op i 24.275 kr. og blev betalt af kirken. Det svarer til en kuvertpris på 780 kr.

Henrik Wigh-Poulsen har ikke ønsket at stille op til et interview, men i et skriftligt svar til Radio4 skriver han, at han ikke har tænkt sig at ændre på de årlige middage.

– Provsterne i Aarhus stift yder hver dag en stor indsats som mellemledere i folkekirken. Derfor er festlighederne ved landemode min mulighed for at takke dem for deres arbejde det forgangne år. Det er en god tradition også at anerkende ægtefællerne, og jeg ser ikke nogen grund til at ændre den, skriver Henrik Wigh-Poulsen.

Læs også: Biskop har brugt over en kvart mio. kr. på klippekort til vandflyveren

Henrik Wigh Poulsen har været biskop over Aarhus Stift siden 2017. Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix

Ramt af intern uro 

Oplysninger kommer på et tidspunkt, hvor Aarhus Stift kæmper med intern uro, efter at en lang række præster tidligere på året klagede til Kirkeministeriet over den aarhusianske biskop, Henrik Wigh-Poulsen.  

Her er middagene med ægtefæller

August 2023: På restauranten Mellemrum i Aarhus blev der købt 22 “hverdagspakker” til i alt 12.100 kr. (kuvertpris på 366 kr.) Forinden brugte stiftet 2.080 kr. på to gange “åben bar”, en flaske hvidvin, tre colaer og en vand på Casablanca.

August 2022: På restauranten Tangkroen i Aarhus blev der købt 13 flasker hvidvin til 450 kr. pr. flaske, fem flasker rødvin til 450 kr. pr. flaske og uspecificeret mad til 9.000 kr. I alt 17.620 kr. (kuvertpris på 533 kr.)

August 2021: På restauranten Atellier 33 i Aarhus blev der købt 30 menuer til 262 kr. pr. stk., 16 flasker vin til 320 pr. stk., syv flasker vin til 280 kr. pr. stk. og “andre drikkevarer” til 28 kr. pr. stk. I alt 19.810 kr. (kuvertpris på 660 kr.) Forinden brugte stiftet 3.065 kr. på Casablanca, hvor der blev købt seks flasker hvidvin, to vand og tre colaer. 

I 2020, hvor ægtefæller ikke deltog på grund af coronapandemien, landede regningen for middagen på 8.850 kr.

August 2019: På restauranten Früd blev der købt 31 menuer til 260 kr. pr. stk. og 31 vinmenuer og alkoholfri menuer til 160 kr. pr. stk. Arrangementet kostede 4.500 kr. i “lønninger”. I alt 22.425 kr. (kuvertpris var 723 kr.) Forinden brugte stiftet 2.305 kr. på fire flasker riesling, tre store øl, to glas hvidvin og et enkelt glas rabarbermost på Café Casablanca.

August 2018: Der blev bestilt 31 menuer fra cateringfirmaet Stubbs Gastronomi i Aarhus til 300 kr. pr. stk., seks flasker rosé til 184 kr. pr. flaske, seks flasker hvidvin til 85 kr., 12 flasker rødvin til 125 kr. pr. flaske, fire flasker dessertvin til 163 kr. og fire flasker alkoholfri vin til 136 kr. Derudover blev der betalt for diverse udgifter til kørsel, personale og levering. I alt: 24.275 kr. (kuvertpris var 783 kr.) 

Biskoppen, der som kongelig konfessionarius er Dronningens personlige sjælesørger og kongehusets præst, er blandt andet blevet beskyldt for ikke at rette op på et dårligt arbejdsmiljø og for ikke at forvalte sit embede ordentligt. Han er også blevet kritiseret for sin håndtering af en konkret personalesag. 

Ministeriet er endnu ikke færdige med at behandle klagen, men Henrik Wigh-Poulsen har tidligere afvist kritikken over for flere medier. 

Det er heller ikke første gang, at biskoppen er blevet kritiseret for sin forvaltning af de penge, som Aarhus Stift hvert år modtager gennem kirkeskatten. 

Som Radio4 har beskrevet har biskoppen også fået kritik for at bruge over en kvart mio. kr. af kirkens penge på at købe klippekort til vandflyveren, der flyver mellem Aarhus og København. 

Klippekortene er brugt i forbindelse med møder i København. Ifølge stiftet har formålet blandt andet været at spare tid på transport ved at tage vandflyveren. 

Læs også: Kirken købte gave til 48.500 kr.: “Fuldstændig unødvendigt”

De fem middage med ægtefæller, som primært er betalt med penge fra kirkeskatten, er blevet afholdt efter det såkaldte landemode i alle årene fra 2018 til 2023 på nær 2020, hvor ægtefæller ikke var inviteret med på grund af coronapandemien. 

Efter arrangementerne er biskoppen ifølge bilagene mødtes med nogle af de højest placerede kirkefolk for at spise middag. Det er i den forbindelse, at de har inviteret deres ægtefæller med. 

I 2022 betalte stiftet f.eks. 17.620 kr. for en middag med ægtefæller på restauranten Tangkroen i Aarhus. Her blev der købt 13 flasker hvidvin og fem flasker rødvin – i alt 18 flasker vin – til 23 middagsgæster, svarende til en kuvertpris på 766 kr. 

Thomas Søbirk Petersen, der er ph.d., dr.phil. og professor i etik ved Roskilde Universitet, mener, at kirken sender et forkert signal ved at betale for den slags udgifter. 

– Jeg synes da, at man skal se på, om det er nødvendigt at bruge så mange penge på det her. Kunne man ikke gøre det på en anden måde, hvor det kunne være lige så hyggeligt og involvere lige så meget nærvær, siger Thomas Søbirk Petersen, der tidligere har kritiseret kirken for manglende mådehold. 

Henrik Wigh-Poulsen er overhovedet i Aarhus Stift og er dermed den øverste myndighed i kirkelige sager i stiftet. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Hvidvin om eftermiddagen 

Inden kirketoppen i forbindelse med middagene har sat sig til bords sammen med deres ægtefæller, har de ifølge bilagene i flere tilfælde været forbi en lokal cafe, der ligger 130 meter fra Aarhus Domkirke. 

I august 2021 brugte Aarhus Stift f.eks. 3.065 kr. på caféen Casablanca, hvor biskoppen og provsterne sammen med “enkelte medarbejdere” købte seks flasker hvidvin, to vand og tre colaer. Regningen blev betalt kl. 15.41 om eftermiddagen. 

Ifølge Folkekirkens egen personalepolitik er det ikke “foreneligt med arbejde” at drikke alkohol, og derfor er det heller ikke “tilladt at nyde i arbejdstiden.” 

Stiftet har ikke oplyst det præcise deltagerantal til eftermiddagsbesøget på caféen, men regningen blev betalt kort inden, at biskoppen og provsterne tog ægtefæller med på den aarhusianske restaurant Atellier 33. 

Her blev der købt 23 flasker vin og 30 menuer til i alt 19.810 kr. 

Et andet bilag viser, at stiftet i august 2019 igen inviterede ægtefæller med til landemode-middag, hvor der denne gang blev betalt for 31 menuer med vinmenuer til i alt 22.425 kr. 

I den forbindelse tog biskoppen og flere topfolk fra stiftet igen ind på den aarhusianske cafe Casablanca. Her købte de ifølge en kvittering, som Radio4 har fået aktindsigt i, fire flasker riesling, tre store øl, to glas hvidvin og et enkelt glas rabarbermost. Regningen på 2.305 kr. blev betalt kl. 15.37 om eftermiddagen. 

Biskoppen har ikke svaret på Radio4’s spørgsmål om bilagene.

Læs også: Biskop om guldkors til 48.500 kr.: “Jeg bruger det aldrig” 

Den samlede regning for de fem middage, som Aarhus Stift har arrangereret med ægtefæller siden 2018, løber op i 103.000 kr.

Afspiller nu

Aften

18:05
21:00