Biskop: Den åndelige dimension i menneskers liv skal kunne varetages – også i en corona-pandemi

Roskilde Domkirke

Skrevet af

8. januar 2021

Gudstjenester og andre religiøse handlinger bør fra torsdag 7. januar ikke vare længere end 30 minutter og det bør overvejes, om fællessang kan undværes.

Sådan lyder nye restriktioner for Danmarks trossamfund, der er udsendt af Kirkeministeriet.

Kirkerne kan altså stadig holde gudstjenester, messer, dåb og bisættelser.

“Når sundhedsmyndighederne siger, at det fortsat skal være muligt at gå i kirke, ligesom det skal være muligt at aflevere sine børn i daginstitution og gå i dagligvareforretninger, så føler vi en forpligtelse til at tilpasse vores gudstjenester og kirkelige handlinger, så de kan opfylde sundhedsmyndighedernes retningslinjer,” siger Peter Fischer-Møller, der er biskop i Roskilde Stift, til Radio4 Morgen.

Der er en række retningslinjer, der skal følges – blandt andet skal der være minimum to meters afstand mellem besøgende i kirken, der ikke er fra samme husstand. Og det bør i det hele taget overvejes, om fællessang kan undværes. Begge dele overholder de i Roskilde Stift, ifølge biskoppen.

– Men der er også noget der hedder signalværdi – ville der ikke være et stærkere signal i at sige; vi gør ligesom alle andre, vi lukker?

“Men det gør alle andre ikke. Det ville ikke være en god signalværdi, hvis man nede i vuggestuen eller børnehaven sagde, at som signalværdi så lukker vi ned – for der er faktisk brug for dem. Det ville heller ikke være nogen særlig god signalværdi, hvis man i dagligvareforretningerne sagde, nu lukker vi ned, for der er faktisk brug for at folk kan komme i dagligvareforretningerne. Og når man tilsvarende har sagt, at det skal være muligt at holde kirkerne åbne, så er der en vigtig signalværdi at sige, at vi lever op til det ansvar som sundhedsmyndigheder og regeringen betror os, fordi der også er brug for at have den her ventil, at have et sted at kunne gå hen på corona-sikker måde og ikke bare være alene,” siger han.

– Men man kan vel godt leve en måned uden at gå i kirke?

“Det her handler jo om den åndelige del af menneskets liv. Sundhedsmyndighederne og regeringen har tilsyneladende ønsket at understrege, at den åndelige dimension i menneskers liv skal kunne varetages – også i en coronapandemi – og det gør vi så på en måde, der ikke indebærer nogen risici”, siger Peter Fischer-Møller, biskop i Roskilde Stift.

De skærpede restriktioner gælder indtil videre til og med 17. januar.

Hør interviewet med Peter Fischer-Møller, biskop i Roskilde Stift, her:

Foto: Torben Klint/Ritzau Scanpix.

Afspiller nu

TALENTLAB

21:05
22:59