JydskeVestkysten lægger sig fladt ned, efter mediet bragte en historie om to drenge, der gemte sig i et træ i halvanden time for en ’ulv’, som ifølge eksperter var en kat.
JydskeVestkysten var ikke grundige nok, da de i weekenden udgav en historie om to drenge, der gemte sig i halvanden time for en ’ulv’. som ifølge en række eksperter slet ikke er en ulv, men en kat.
Erkendelsen kommer fra Louise Lauritsen, redaktionschef på JydskeVestkysten.
- Vi har ikke gjort vores arbejde godt nok, og det er jeg ked af, skriver hun til RADIO IIII.
Hun beklager, at mediet ikke fik eksperters vurdering af drengenes oplevelse med i artiklen, så ”artiklen fra start fremstod nuanceret og korrekt”.
En række eksperter har, efter JydskeVestkysten udgav historien, vurderet, at der uden tvivl er tale om en kat og ikke en ulv, som ellers først fremgik af JydskeVestkystens artikel.
- Det er ikke en lille kat, men en kat, det er det, sagde Kent Olsen, videnskabelig chef hos Naturhistorisk Museum til Eftermiddag på RADIO IIII.
Mediet rettede sidenhen selv til med udsagn fra flere eksperter, som sagde, at der var tale om en kat og ikke om en ulv.
Historien nåede inden JydskeVestkystens rettelser at blive taget op af den ulvekritiske folketingspolitiker Anders Kronborg (S), som også er onkel til en af drengene fra JydskeVestkystens artikel.
- Ulven er simpelthen kommet alt, alt for tæt på, skrev han blandt andet på Facebook.
Dansk Folkeparti henviste også til historien på det sociale medie X i et ulvekritisk opslag med et billede af en barnevogn og en ulv. Opslaget er siden fjernet igen.
I artiklen var der både en video af ’ulven’ og et ’screenshot’ fra videoen, som tydeligere viser dyret.
Screenshottet var dog slet ikke et screenshot, men et foto, som drengene havde taget, har JydskeVestkysten sidenhen opklaret over for RADIO IIII.
- Vi får rettet, at der står screenshot, skriver Louise Lauritsen til RADIO IIII.