“Behov for lovændring”: Blot hver tredje stemmer til Ældrerådsvalg, hvis valget er digitalt

Viborg Byråd og Viborg Ældreråd har i samarbejde gennemført valget til det nye Ældreråd. Valgbestyrelsen for valget, her Mette Nielsen, Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget, offentliggøre resultatet af afstemningen mandag den 27. november klokken 15.45 i mødelokale M5, på Viborg Rådhus. Foto: Lars Rasborg

Skrevet af

8. november 2021

sks@radio4.dk

sks@radio4.dk

Selvom Kommunal- og regionsrådsvalget fylder det meste i den daglige mediedækning, så er der over en million danskere, der skal stemme til ét valg mere – nemlig Ældre- og Seniorrådene, som findes i alle kommuner.

Ældre- og Seniorrådene varetager alle ældres interesser, når spørgsmål om ældre menneskers vilkår er til diskussion i de danske kommuner.

Men på trods af, at de spiller en vigtig demokratisk rolle, er der dog stor forskel på, hvordan valgene bliver afholdt i landets kommuner. De fleste kommuner afholder valgene i forbindelse med de store kommunal- og regionsrådsvalg.

Men omkring en femtedel af de danske kommuner vil have de ældre til at stemme digitalt – og det har ret stor betydning for, hvor mange ældre, der får stemt.

Den gennemsnitlige stemmeprocent for digitale valg til ældre- og seniorrådene er på 30 procent. Valgdeltagelsen fordobles dog, hvis man afholder valg med fysisk møde i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget. Her kan valgdeltagelsen komme op omkring 70 procent.

Derfor bør alle valg til ældre- og seniorråd afholdes fysisk i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalgene. Det mener organisationerne Danske Ældreråd, Faglige Seniorer og Danske Seniorer, der kræver en lovændring.

“Jeg synes vores demokrati bliver sat under pres, når det er de ældre, der skal være spydspids på, at vi skal have digitale valg. Det synes jeg ikke er rimeligt,” siger formanden for Danske Ældreråd, Inger Møller Nielsen.

Hør hele interviewet med Inger Møller Nielsen, formand for Danske Ældreråd, her:

Til syvende og sidst er det byrådene, der bestemmer, hvordan valgene til ældre- og seniorråd skal afvikles. Én af de kommuner, der mener, at digitale valg og ældre mennesker passer fint sammen er i Gladsaxe Kommune.

Her har de lige afholdt valg til deres seniorråd – med en stemmeprocent på 27,5 procent.

Den socialdemokratiske borgmester, Trine Græse, mener, at det vil forvirre mere end det gavner, hvis ældre- og seniorrådsvalg skal blandes sammen med kommunal- og regionsrådsvalg.

“På hvilket grundlag kan de ældre udfylde stemmesedlen? Hvad er kvaliteten af det valg de tager dér, hvis de ikke ved, hvad de opstillede personer står for?” spørger Trine Græse og henviser til, at kommunal- og regionsrådsvalgene får meget mere bevågenhed end valget til ældre- og seniorråd.

“Jeg tænker, at de personer, der sidder derhjemme og læser det materiale, vi sender ud, de også går ind og stemmer (digitalt red.)”

Hør hele interviewet med Trine Græse, borgmester i Gladsaxe Kommune for Socialdemokratiet, her:

I Frederikshavn Ældreråd er man også af den opfattelse, at digitalt valg sagtens fungerer. Derfor er formand Hanne Andersen heller ikke interesseret i at skulle få påduttet, at de skal afholde valgene fysisk.

I den nordjyske kommune har de nemlig landets højeste stemmeprocent af de kommuner, der afholder digitale valg – 49 procent lyder den gennemsnitlige valgdeltagelse på.

“Ved sidste valg i 2017 besluttede vi selv, at vi gerne ville prøve digitalt valg. Hele 80 procent af de ældre, som er digitale, gik ind og stemte. Derfor synes jeg ikke, det giver mening for os at skulle afholde valg på andre måder – så vi prøver igen med det digitale i år,” siger formand for ældrerådet i Frederikshavn, Hanne Andersen.

Hør hele interviewet med Hanne Andersen, formand for Ældrerådet i Frederikshavn Kommune, her:

87 af de danske kommuner afholder i år valg til ældre- og seniorråd. 52 af dem afvikler valget med fysisk fremmøde i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalgene. De resterende valg bliver afholdt mellem oktober og december i år.

Afspiller nu

DET SIDSTE MÅLTID

15:05
16:00