Letland og Litauen beder Nato øge sikkerheden ved grænserne mod øst, fordi den russiske Wagner-gruppe formodes at ville etablere en ny base i Belarus.
– Vi har set, hvad disse lejesoldater er i stand til, siger Letlands udenrigsminister, Edgars Rinkevics, ifølge Reuters.
Tirsdag er Wagner-gruppens chef, Jevgenij Prigozjin, ankommet til Belarus.
Det er et led i en aftale, der blev indgået lørdag for at stoppe det, den russiske præsident, Vladimir Putin, betegnede som et “væbnet mytteri”.
Wagner-gruppen rykkede lørdag fra det sydlige Rusland og stoppede angiveligt 200 kilometer fra Moskva for at “undgå et blodbad”.
Prigozjins mænd har – som ham selv – fået tilbud om at flytte med til Belarus.
Ifølge Wagner-chefen selv råder han over en styrke på 25.000 mand.
Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, har sagt, at han vil tilbyde Wagner-gruppen en af de nedlagte militærbaser i landet.
– Denne flytning skal anskues fra et andet sikkerhedsperspektiv, siger Rinkevics, der tirsdag er i Paris sammen med sine kolleger fra de øvrige baltiske lande.
Wagners tilstedeværelse i Belarus skal ses “i lyset af Nato-topmødet og alle de drøftelser, vi har om forsvar, afskrækkelse og de nødvendige beslutninger om at styrke sikkerheden på den østlige flanke”, tilføjer han.
Nato holder topmøde i Litauens hovedstad, Vilnius, 11.-12. juli.
Litauens udenrigsminister, Gabrielius Landsbergis, siger, at den hast, hvormed Wagner-gruppen lørdag rykkede frem mod Moskva, viser, at de baltiske landes forsvar skal styrkes.
– Vores landes grænser er kun nogle hundrede kilometer fra den aktivitet, så det kan tage dem 8-10 timer at dukke pludseligt op et sted i Belarus tæt på Litauen, siger han.
– Det skaber et mere volatilt og uforudsigeligt klima i vores region.
Belarus grænser op til Letland, Litauen og Polen, der alle er medlemmer af Nato og EU.
Wagner-gruppens flytning til Belarus er heller ikke noget, der vækker begejstring i nabolandet Polen.
Her kalder præsident Andrzej Duda det tirsdag for “meget negative signaler” for Polen.
– Vi ser, hvad der er ved at ske, at russiske styrker i form af Wagner-gruppen bliver flyttet til Belarus, og at Wagner-gruppens leder er der, siger Duda.
– Det er alt sammen meget negative signaler for os, som vi i høj grad vil drøfte med vores allierede.
Han tilføjer, at han gerne ser Natos østlige grænse yderligere styrket.
/ritzau/