Syv døde i eksplosion: Dansker efterforskes for uagtsomt manddrab

Skrevet af

13. august 2026

Mads Juul

manoe@radio4.dk

Jeppe Reedtz Husted

jrh@radio4.dk

En voldsom eksplosion kostede i 2021 syv mennesker livet i Tyskland. Nu efterforskes en dansk FMC-medarbejder for uagtsomt manddrab, viser internt dokument fra kemifabrikken. 

Tyske myndigheder efterforsker en dansker for uagtsomt manddrab, efter en eksplosion i 2021 kostede syv mennesker livet og sårede 31 i delstaten Nordrhein-Westfalen. 

Det fremgår af et internt dokument fra FMC Agricultural Solutions udarbejdet i efteråret 2025, som RADIO IIII er i besiddelse af. 

Danskeren, der arbejder ved FMCs kemifabrik i Harboøre – bedre kendt som Cheminova – er genstand for en "indledende efterforskning", der udover uagtsomt manddrab vedrører "uagtsom legemsbeskadigelse” og "ulovlig overførsel af affald," fremgår det af dokumentet. 

En specialenhed ved den tyske anklagemyndighed konkluderede i juli, at eksplosionen, der fandt sted på affaldsanlægget Chempark i Leverkusen, var forårsaget af netop affald fra fabrikken i Harboøre. 

Specialenheden, ZeUK NRW, oplyste samtidig, at Chempark ikke havde modtaget de nødvendige oplysninger om det danske affalds "selvdestruktive egenskab." 

- Faktum er: Det her affald burde aldrig have været sendt ud på vejene af affaldsproducenten, sagde Tim Hartmann, direktør for virksomheden bag anlægget, efterfølgende. 

ZeUK NRW ønsker ikke at kommentere efterforskningen af danskeren. 

- Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke give flere oplysninger på grund af den igangværende efterforskning, skriver enhedens talsmand i en mail til RADIO IIII. 

Heller ikke FMC vil forholde sig til oplysningerne i dokumentet. 

- FMC kan ikke kommentere på verserende juridiske forhold. Selskabet har samarbejdet fuldt ud med den undersøgelse, der gennemføres af de lokale myndigheder og fortsætter med at gøre det. FMC mener at have en stærk position i forhold til anklagerne og vil håndtere sagen gennem den relevante juridiske proces. Da undersøgelsen fortsat pågår, er vi ikke i stand til at give yderligere information eller kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt, skriver virksomheden i en mail til RADIO IIII. 

RADIO IIII har været i kontakt med den danske FMC-medarbejder, der efterforskes af de tyske myndigheder. Medarbejderen ønsker ikke at udtale sig.

 

Afspiller nu

Børsen brænder

12:30
13:00