Arla skruer ned for økologien og møder kritik

Øko mini mælk fra Arla. Økologisk mælk i pap-emballage

Skrevet af

14. februar 2023

gup@radio4.dk

gup@radio4.dk

Pladsen mellem de økologiske mejeriprodukter i køledisken vil i fremtiden blive større.

Arla tilbyder nu flere af sine økologiske mælkeproducenter at omlægge deres økologiske landbrug til konventionel drift.

Ifølge Arla sker det for at imødekomme nedgangen i salget af økologisk mælk, og selskabet peger på inflationen som årsag.

Men det kommer ikke til at ske på Finn Tangs gård. Han er økologisk mælkeproducent gennem 27 år og formand for Økologisk Landsforenings mælkeudvalg.

“Jeg synes, det er den gale vej at gå. Der er tale om en nedgang i salget, som ,jeg tror, vil justere sig efter et år. Økologisk landbrug er ikke noget, man bare lige skruer op og ned for. Det tager kun fem minutter at sprøjte en økologisk mark, så den er konventionel, men det tager 2 år, før den er økologisk igen.”

Hør hele interviewet med Finn Tang her:

Ifølge netmediet Økologisk Nu, som er drevet af foreningen Økologisk Landsforening, vurderer Arla, at hver femte økolog skal omlægge sin produktion til konventionelt landbrug for at følge efterspørgslen.

I samme omgang præciserer Arla, at det er et frivilligt tilbud, som de stiller til deres mælkeproducenter.

Arla har over for Radio4 afvist at stille op til et interview.

Selvom det blot er et tilbud til de økologiske landmænd, så peger Alternativets landbrugsordfører, Franciska Rosenkilde på, at det er en gal retning for Arla at gå i.

“Vi står i en fremskeden økologiske krise. Vi har en dårlig natur og en nedadgående biodiversitet – derfor er det en hel forkert vej at gå og en meget kortsigtet løsning.”

Omvendt peger Venstres landsbrugsordfører, Erling Bonnesen, på, at Arla klogt følger udviklingen i markedet.

“Det er forbrugerene, som bestemmer hvad der skal på tallerkenen. Derfor er det en naturlig udvikling. I Venstre bakker vi op om økologisk produktion, men det er forbrugerne, som bestemmer.”

Hør debatten mellem Erling Bonnesen og Franciska Rosenkilde her:

Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00