Alternativet vil afkønne cpr-registret efter norsk inspiration

Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix

Skrevet af

9. juli 2024

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

I Norge overvejes et tredje juridisk køn, når man opretter personnumre. Herhjemme vil Alternativet hellere afkønne personregistret helt, mens Danmarksdemokraterne modsætter sig begge modeller.

CPR-nummeret på sygesikringsbeviset afslører i Danmark dit køn.

Et ulige tal afslører dit mandlige køn, og et lige tal afslører dit kvindelige køn.

Men efter norsk eksempel mener Alternativet, at det i fremtiden bør droppes. Det siger folketingsmedlem for partiet, Sascha Faxe, til Radio4 Morgen.

"Vi mener det bør være kønsneutralt. Det er ikke nødvendigt længere, at CPR-registret indeholder oplysningen om kønnet."

Det sker efter, man i Norge overvejer kønsoplysningen i personregistret. I den forbindelse har et udvalg kigget på, om man burde indføre et tredje juridisk køn.

Men selvom Sascha Faxe bifalder nordmændenes overvejelse, ser hun hellere, at Danmark helt lade være med, at lade et personnummer afsløre et køn.

"Det imødekommer de personer, som ikke identificerer sig som hverken man eller kvinde. Derudover går der ikke noget af os, som identificerer sig som et af de to køn, at kønnet fjernes fra et personnummer."

Hos Danmarksdemokraterne mener man dog hverken overvejelserne fra Norge eller Alternativets forslag, bør indføres i Danmark.

Charlotte Munch, folketingsmedlem hos Danmarksdemokraterne, siger til Radio4 Morgen, at kønnet rent faktisk har en betydning i vores personregister.

"Jeg synes kønnet hænger sammen med CPR-nummeret. Det sidder dybt i os, at mænd er ulige og kvinder er lige."

"Folk må identificere sig som lige det, de vil, men i vores CPR-registret skal der kun være de to muligheder - mænd og kvinder."

Du kan høre debatten mellem Charlotte Munch og Sascha Faxe fra Radio4 Morgen her:

I Danmark har borgerne siden 1968 haft et CPR-nummer, hvor det sidste ciffer er lige for kvinder og ulige for mænd.

Foreningen LGBT+ Danmark arbejder for, at kønnet ikke skal være angivet i selve CPR-nummeret. I stedet skal borgernes kønskarakteristika være angivet i ens sundhedsjournal ligesom blodtypen.

Afspiller nu

Tar jeg fejl?

10:05
12:00