En ukendt drone blev forsøgt nedskudt af Forsvaret, da den i september fløj ind over det militære område Borrislejren i Vestjylland.
En soldat fra det danske forsvar affyrede 28. september flere skudsalver imod en stor, ukendt drone over Borrislejren i Vestjylland.
Det kan RADIO IIII fortælle på baggrund af flere af hinanden uafhængige kilder i det danske forsvar.
Ifølge kilderne blev dronen forsøgt nedskudt om aftenen, da den trængte ind over et lukket militærområde. Dronen blev ikke neutraliseret og fløj efterfølgende videre.
Forsvarskommandoen afviser overfor RADIO IIII at kommentere den konkrete hændelse, men oplyser i en skriftlig kommentar, at “det i flere tilfælde er blevet overvejet at nedtage de objekter, der er blevet observeret“.
- Beslutningen om at engagere et mål i forbindelse med luftrumsovervågning beror på en konkret operativ vurdering. Vi ønsker ikke at komme det nærmere, skriver Forsvarskommandoen.
Borrislejen er et fælles øvelsesområde for hele Forsvaret, og tidligt dagen efter skudepisoden havde flere enheder fra Hæren aktiviteter i lejrens skydeterræn.
Droneflyvning er ikke tilladt over området, medmindre man har en tilladelse fra Forsvaret, fremgår det af Trafikstyrelsens dronekort.
Hidtil har det ikke været offentligt kendt, at de danske myndigheder aktivt forsøgte at nedtage mindst én af de ukendte droner, der ifølge myndighederne blev observeret over militære anlæg og kritiske infrastruktur i slutningen af september.
Statsminister Mette Frederiksen har tidligere givet udtryk for, at hun gerne så en drone nedskudt.
- Der er et mandat til at skyde dem ned. Det er sagt meget klart, og jeg ville også gerne have skudt nogle af dem ned, lød det fra statsministeren til DR fire dage efter skudepisoden i Borris.
Flere beboere i området ved militærlejren fortæller til RADIO IIII, at de så dronen og hørte skudsalver fra militærlejren.
- Den flyver hen over os. Langt oppe, og så flyver den ud i mod Borrislejren, fortæller pensionisten Knud Erik Borbjerg.
Kort tid efter hørte han flere skud ude fra det militære område. Flere vidner har haft samme oplevelse.
- Der blev skudt nogle maskingeværsalver. Så sagde jeg til konen: Nu skyder de den fandme ned derude, fortæller Helge Madsen, der også overværede hændelsen, til RADIO IIII.
Øjenvidneberetninger blev efter hændelsen beskrevet i de regionale medier Ringkjøbing Skjern Dagblad og TV Midtvest.