Den geopolitiske situation har ændret sig, og det får nu konsekvenser for de ansatte på Aarhus Universitet. Universitet har besluttet med øjeblikkelig varsel at afbryde al samarbejde med kinesiske virksomheder inden for kortlægning af gener.
Beslutningen om at forbyde al samarbejde med kinesiske virksomheder er blevet meldt ud i en e-mail sendt fra ledelsen på Aarhus Universitets Institut for Biomedicin til instituttets ansatte. Det er en e-mail, Radio4 har fået indsigt i.
Af e-mailen fremgår det, at al samarbejde med og indkøb fra virksomheden BGI Group - det står for Beijing Genomics Institute - og dets datterselskaber skal ophøre øjeblikkeligt.
- Vi har talt om det meget længe. Det er en bekymring, der ikke er konkret i dag - først i fremtiden. Vi har en fornemmelse af, at det her er på vej i den forkerte retning, og så lukker vi ned nu. Vi har en bekymring for, at man i Kina vil bruge de her data til ikke-humanitære formål. Det vil vi som universitet ikke være med til at bidrage til, siger Brian Vinter, prodekan på Aarhus Universitets fakultet for de tekniske videnskaber til Radio4.
Forbuddet gælder også andre kinesiske virksomheder inden for genomsekvensering – det vil sige kortlægning af gener - og sågar virksomheder, som bruger udstyr fra den type virksomheder fra Kina.
I stedet opfordres de ansatte til at søge alternativer i Europa.
Beslutningen om øjeblikkeligt at afbryde al samarbejde med kinesiske virksomheder inden for genomsekvensering sker ifølge mailen på baggrund af et ændret trusselsbillede angående datasikkerhed.
- Vi har ikke spurgt om lov til at lave forbuddet politisk. Vi agerer på egen hånd, fordi vi har en pligt til at sikre, at vores forskning ikke bliver misbrugt. Det er for at beskytte Aarhus Universitet, at vi gør det her, siger Brian Vinter.
Det fremgår også af mailen, at de øvrige danske universiteter er på vej med lignende tiltag.
Du kan høre hele indslaget med prodekan på Aarhus Universitet, Brian Vinter, her: