Katastrofevalg skaber socialdemokratisk bekymring inden kommunalvalg

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Skrevet af

11. juni 2024

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Flere socialdemokratiske borgmestre mener, det vil være naivt ikke at frygte en socialdemokratisk nedtur til det kommende kommunalvalg, fortæller de til Radio4 Morgen.

Med kun 15,6 procent af stemmerne fik Socialdemokratiet et historisk dårligt europaparlamentsvalg.

Faktisk er resultatet så dårligt, at flere socialdemokratiske borgmestre frygter for det kommende kommunalvalg.

Oveni det dårlige valgresultat kunne 18 socialdemokratiske borgmestre se, at SF i deres kommune havde fået flere stemmer end Socialdemokratiet.

Radio4 Morgen har kontaktet alle de 18 borgmestre, og blandt dem som er vendt tilbage, er der bekymring at spore.

Blandt andet i Svendborg Kommune hvor Bo Hansen er borgmester.

- Selvom det er 98 forskellige valg, så tror jeg, at SF på landsplan kommer til at stå stærkere, og vi kommer til at afgive stemmer til dem.

Du kan høre interviewet med Bo Hansen her:

Også hos Michael Stegger Jensen, som er socialdemokratisk borgmester i Syddjurs Kommune, er der nervøsitet at spore.

- Der er alarmklokker, der ringer frem mod kommunalvalget, og vi må tage det her alvorligt, siger Michael Stegger Jensen til Radio4 Morgen.

Når Bo Hansen skal finde årsagen til, at SF stjal socialdemokratiske vælgere ved valget i søndags, og forventeligt kommer til det ved kommunalvalget, så peger han på velfærd og klima.

Særligt på klimaområdet mener han, at Socialdemokratiet har fejlet.

- På klimafronten har man på alle tænkelige måder været fodslæbende.

- Jeg synes, man lader sig indhylle i lange processor og bureaukrati. Den tålmodighed tror jeg simpelthen, ikke befolkningen har, siger han til Radio4 Morgen.

SF fik ved europaparlamentsvalget i søndags 17,4 procent af stemmerne på landsplan.

Det vekslede partiet til 3 mandater. Dermed matcher de Socialdemokratiets antal mandater.  

Der er kommunalvalg den 18. november næste år.

Afspiller nu

A-Z

23:00
03:00