“Menneskelig fejl”: Berlingske overså igen forbindelse til medicinalgigant

Skrevet af

2. september 2026

Amila Ibrisagic

amibr@radio4.dk

Tidligere på året beklagede Berlingske, at de havde overset tre ekspertkilders forbindelse til medicinalindustrien. Nu er den gal igen, vurderer eksperter. Menneskelig fejl, siger Berlingske.

I maj bragte Berlingske en artikel, hvor tre læger talte varmt for at få testet blodet for det særlig stof lipoprotein(a). Avisen glemte dog at gøre læserne opmærksomme på, at de samme læger modtog penge fra fremtrædende medicinalselskaber med fokus på netop dette stof.

Berlingske kaldte det “en klar fejl,” og lovede samtidig i Videnskab.dk at “gøre det tydeligt for vores læsere, hvis der optræder interessekonflikter for vores kilder, ikke mindst på sundhedsområdet.”

Men nu er den gal igen, vurderer to eksperter til RADIO IIII.

Overlæge og gynækolog Anette Tønnes Pedersen taler i en artikel udgivet af Berlingske 17. august varmt for hormonbehandling af kvinder i overgangsalderen.

Hun fremhæver blandt andet fordelene ved lokal hormonbehandling og siger, at behandlingen ikke får ”så megen opmærksomhed, som den burde.”

Det fremgår imidlertid ikke af artiklen, at Anette Tønnes Pedersen for nyligt modtog tusindvis af kroner fra en ungarsk medicinalgigant, der blandt andet tjener penge på denne behandlingsform.

Af Lægemiddelstyrelsens “liste over personer der modtager økonomisk støtte eller har tilknytning til virksomheder” fremgår det, at Anette Tønnes Pedersen i marts 2026 modtog 20.000 kroner fra medicinalvirksomheden Gedeon Richter for at have ageret “mødeleder”.

Medicinalgiganten står blandt andet bag præparaterne Rewellfem og Lenzetto, som kan bruges til behandling af symptomer i overgangsalderen.

Overfor RADIO IIII beklager Berlingske, at de ikke gjorde læserne opmærksomme på pengestrømmen.

- Der er tale om en almindelig menneskelig fejl, som vi har fulgt op på for at skabe gennemsigtighed for vores læsere og integritet om vores kilder, skriver redaktør for Vores Liv på Berlingske, Nina Brorson, i en mail til RADIO IIII.

Heine Andersen, der er professor emeritus ved Københavns Universitet og ekspert i videnskabelige interessekonflikter, vurderer, at “der er tale om en interessekonflikt:”

- Selvom det i det her tilfælde ikke er et stort beløb, så skulle det have været oplyst, siger Heine Andersen.

Vurderingen deles af Andreas Lundh, lektor i evidensbaseret medicin ved Cochrane Danmark og Syddansk Universitet, og næstformand i ‘Læger uden Sponsor’.

- Det ser umiddelbart ud til at fejlen har gentaget sig i denne artikel, siger han med henvisning til Berlingskes sag tidligere på året.

Foruden de 20.000 kroner, som Anette Tønnes Pedersen modtog fra Gedeon Richter i år, har hun også modtaget 15.000 kroner i 2024 og ageret mødeleder på et arrangement sponsoreret af virksomheden i 2025, fremgår det af virksomhedens hjemmeside og en arrangementsbeskrivelse.

Anette Tønnes Pedersen oplyser til RADIO IIII, at hun indrapporterer de honorarer, hun modtager, til Lægemiddelstyrelsen, fordi hun ønsker åbenhed.

- Det gør de af os, der er ærlige og ikke har noget at skjule, skriver hun.

Berlingske har efter RADIO IIII's henvendelse tilføjet en note nederst i artiklen, hvor de gør opmærksom på ekspertens forbindelse til medicinalindustrien.

Afspiller nu

Debat

20:05
22:00