RADIO IIII kan nu afsløre, at en læge i fem år lavede ulovlige opslag i patientjournaler uden at blive opdaget, og at lægen ikke kun brugte journaler ”som krak”, som forklaringen hidtil har lydt.
I fem år har en læge i Region Hovedstaden og Region Sjælland ulovligt kigget i patienters sundhedsjournaler, uden at vedkommende blev opdaget.
Det viser en aktindsigt i de oplysninger, som regionerne har indgivet til Datatilsynet.
- Medarbejderen har haft en helt usædvanlig adfærd, som desværre ikke er blevet fanget af regionens automatiske logning, skriver Region Sjælland i et skriftligt svar.
- Vi vil gerne beklage, at det ikke er blevet opdaget tidligere, skriver Region Hovedstaden til RADIO IIII.
Hidtil har forklaringen fra Region Hovedstaden og Region Sjælland lydt, at lægen i en ”årrække” har misbrugt sin betroede adgang til borgeres personlige oplysninger, og at lægen brugte journal-systemet ”som krak”.
Det er blandt andet den undskyldning, regionerne er kommet med, når de har skullet forklare, hvorfor lægens lovbrud ikke er blevet opdaget før.
Men RADIO IIII kan nu afsløre, at lægen også har brugt journalsystemet som andet end bare et opslagsværk.
I 180 tilfælde har lægen været helt inde at kigge i borgernes helbredsoplysninger, oplyser Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Det står i skarp modsætning til den forklaring, som direktør for IT og Medico-teknologi Mette Harbo leverede 9. april 2025 i Radio IIII Eftermiddag.
- (systemet, red.) Har ikke været sat op på den søgefunktion. Normalt, når vi ser det her, og det vi logger på, er det sundhedsdata, som folk snager i. Altså diagnoser eller medicin. Det usædvanlige er, at det er mere som et slags krak, han har brugt det, lød det.
Dokumenter fra Datatilsynet, som RADIO IIII er i besiddelse af, viser, at der i begge regioner er lavet opslag i 290 mindreåriges journaler i de to regioner.
Lægen har i alt lavet 1801 opslag i journalsystemet.
Det fortalte de to regioner i en pressemeddelelse i april, hvor de også fortalte, at lægen var blevet politianmeldt.
Pressemeddelelsen kom samtidig med, at TV 2 Kosmopol som de første fortalte om lægens alternative dating-strategi.
Regionerne oplyste i den sammenhæng, at det var kvinder, der gennem sundhed.dk kunne se, at lægen havde kigget i deres journal, uden de kunne se, at lægen skulle have en behandlingsgrund til det.
Kvinderne anmeldte lægen, og herefter begyndte sagen at rulle.
Regionerne skriver til RADIO IIII, at de har sat en proces i gang, hvor de blandt andet undersøger de systemer, der holder øje med, om ansatte kigger ulovligt i patientjournaler.