S-ordfører undsiger Frederik Vad: Vil ikke tage støtte fra NGO

Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Skrevet af

9. september 2024

Toke Gripping

tokgr@radio4.dk

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Socialdemokratiets udviklingsordfører Gunvor Wibroe går i rette med Frederik Vads udmelding, om at han var åben for, at Mellemfolkeligt Samvirke skulle trækkes i støtte.

Det er ikke Socialdemokratiets politik, at Mellemfolkeligt Samvirke skal trækkes i offentlig støtte.

Det siger udviklingsordfører for Socialdemokratiet, Gunvor Wibroe, til Morgen på RADIO IIII.

- Det er ikke Socialdemokratiets politik, at vi hverken trækker eller skærer i støtten til Mellemfolkeligt Samvirke, siger udviklingsordfører i Socialdemokratiet, Gunvor Wibroe, til RADIO IIII. 

Dermed går hun i rette med partikollegaen Frederik Vad, som torsdag i sidste uge sagde til RADIO IIII, at organisationen ”bliver overbetalt for at føre krig mod vores udlændingepolitik”.

Frederik Vad sagde samtidig, at han ikke var ordfører på området, og at det var hans egen holdning.

Mellemfolkeligt Samvirkes støtte på 129 millioner kroner kommer fra Udenrigsministeriet og er derfor målrettet humanitært arbejde i andre lande end Danmark.

Spørgsmålet om støtten til Mellemfolkeligt Samvirke kommer i kølvandet på sagen om to nu tidligere tillidsvalgte i organisationen.

Afsløringer i BT viste, at rådsmedlem Arif Qaraeen tidligere har været medlem af organisationen PFLP, og han har, ligesom bestyrelsesmedlem Sara El-Khatib, lavet opslag på de sociale medier som kunne opfattes antisemitiske.

De to valgte efter en samtale at forlade deres poster i Mellemfolkeligt Samvirke, men på trods af det, mente Frederik Vad alligevel, at støtten burde skæres.

- Jeg synes, de får for mange penge. Når jeg kigger på den aktivistiske rolle, de spiller på udlændinge- og integrationsområdet, kan jeg ikke forstå, at vi skal betale for, at de bekæmper vores udlændingepolitik, sagde Frederik Vad, udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet til Morgen på Radio IIII torsdag.

Men selvom det ikke er Socialdemokratiets politik, så siger Gunvor Wibroe, at hverken racisme eller antisemitisme hører hjemme i organisationer, som regeringen støtter. Derfor bifalder hun, at de to medlemmer er ude af Mellemfolkeligt Samvirke.

 - Det, som vi skal kigge på, og som vi tager meget seriøst, er, hvad er det for nogle organisationer, som løser opgaver ude i verden for vores penge. Så der er ikke noget, som er mejslet i sten.

 - Men når det er sagt, så driver vi altså ikke udviklingspolitik på Twitter. Vi bliver nødt til at bruge lidt mere end tyve minutter på det her, siger Gunvor Wibroe.

Afspiller nu

Børnefri

07:05
08:00