Efter overgrebs-anklage: Peter Aalbæk inviterer Jonatan Spang i krænkerklub

Skrevet af

25. september 2025

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Peter Schwarz-Nielsen

pesch@radio4.dk

Laura Lin Dueholm

ladu@radio4.dk

Hvis Jonatan Spang ønsker det, er han velkommen i Peter Aalbæks frokostklub Dansk Krænker Societet, hvor en række kendte personer mødes og taler om deres krænkelsessager.

Komiker og tidligere ”Tæt på sandheden”-vært Jonatan Spang er kommet i stiv modvind, efter en kvinde i Berlingske har anklaget ham for at begå overgreb på hende tilbage i 2009, da hun blot var 15 år gammel.

På daværende tidspunkt var Jonatan Spang selv 31 år.

Men det er ikke alle, som nu har travlt med at kritisere Jonatan Spang. Én af dem, som har stillet sig i den anden grøft, er filmproducenten Peter Aalbæk.

Han har nemlig rakt ud til komikeren for at spørge, om han vil være med i den klub, Aalbæk selv har stiftet, som hedder Dansk Krænker Societet. Det fortæller han i ”Eftermiddag” på RADIO IIII:

-Jeg har sendt ham en hilsen, som han ikke har svaret på.

Hvad har du skrevet til ham?

-Det bliver mellem Spang og mig, men jeg ønsker ham velkommen i Dansk Krænker Societet, hvor vi taler om de her ting, fortæller Aalbæk, der selv tidligere er blevet anklaget for krænkende adfærd over for kvinder.

Peter Aalbæk har tidligere i blandt andet SE&HØR talt om sin klub, Dansk Krænker Societet, som ifølge filmproduceren har til formål at samle mænd, der har været ”ofre” for MeToo-bølgen.

I 2022 vakte det desuden opsigt, at Peter Ålbæk mødtes til frokost med ekspolitiker Naser Khader, tidligere overborgmester i København Frank Jensen, og tidligere TV 2-vært Jes Dorph, som alle tre har været anklaget for krænkende adfærd.

Jes Dorph Petersen og Naser Khader oplyser begge til RADIO IIII, at de ikke er med i en klub ved navn Dansk Krænker Societet eller har kendskab til sådan en klub.

Hilsenen til Jonatan Spang fra Peter Aalbæk kommer i kølvandet på, at Berlingske har beskrevet, hvordan DR har konfronteret tv-værten med alvorlige anklager om grooming og seksuelt overgreb mod en ung pige.  Anklager, den i dag 32-årige kvinde selv gentager over for avisen.

Ifølge kvinden skulle Jonatan Spang have inviteret hende hjem til sig, da hun var 15 år, og han selv var 31 år. Her skulle Spang, ifølge kvinden, blandt andet have tage kvælertag på hende, trukket hendes strømpebukser og trusser ned, hvorefter han tvang sine fingre ind i hendes skede.

Jonatan Spang har selv erkendt, at han havde et intimt forhold til den 32-årige kvinde tilbage i 2009. Han kan dog ikke genkende anklagen om overgreb, men alligevel har hendes anklage fået ham til at erkende, at ”han har handlet forkert” i nogle af hans relationer. Det oplyste han onsdag i et Instagram-opslag.

Sagen mellem den 32-årige og Spang kommer få dage efter, at DR kunne meddele, at Jonatan Spang var blevet fyret som vært på ”Tæt på sandheden”. DR har dog ikke ville oplyse, hvorvidt anklagen har været grunden til, at Spang blev fyret.

Afspiller nu

Fixerummet

22:00
22:55