11 tidligere elever på Joan Ørtings sexologuddannelse anklager nu den kendte sexolog for at gennemføre grænseoverskridende terapi-sessioner. Joan Ørting siger, at hun ikke kan genkende deres oplevelser.
Joan Ørting udsætter elever for grænseoverskridende terapi-sessioner på sin sexolog- og parterapeutuddannelse.
Det fortæller 11 tidligere elever fra fire forskellige undervisningshold til RADIO IIII.
Særligt én form for terapi beskrives af eleverne som grænseoverskridende. Her placeres en elev på en stol foran resten af holdet, hvor Joan Ørting udspørger personen om meget følsomme og sårbare ting fra deres liv og parforhold.
Det har Michelle oplevet. Hun ønsker kun at stå frem med sit fornavn på grund af sit arbejde, men hun gik på Joan Ørtings hold i efteråret 2023:
- Hele min krop rystede. Jeg var ked af det, chokeret og kommer hjem helt rystet. Jeg kunne mærke, at alle molekyler i min krop vibrerede inde i mig, siger hun til RADIO IIII.
Michelle har inden terapien haft en fortrolig samtale med Joan Ørting. Men hun var ikke klar over, at Joan Ørting ville have hende til at deltage i live-terapi efterfølgende.
- Da vi så skal i gang med undervisningen, så trækker hun en stol frem og vil have, at jeg skal sidde foran hele klassen og tale om mig og min mands konflikter, siger hun.
Seancen varer ifølge Michelle knap to timer, og udlægningen bekræftes af fire andre kursister, som var til stede. RADIO IIII ved, hvad konflikten med hendes mand handlede om, men Michelle ønsker ikke, at det skal ud til en større kreds.
- Det, jeg blev presset til at dele i liveterapien, er jo noget af det mest sårbare, jeg har med mig. Det overgik mine grænser at dele det med holdet og især Joan, og derfor vil jeg denne gang gerne stå ved mig selv og ikke dele det med flere, siger hun.
Oplevelsen under terapien var en medvirkende årsag til, at Michelle stoppede hos Joan Ørting før tid.
Du kan høre hele interviewet med Joan Ørting her:
Joan Ørting afviser
Joan Ørting genkender ikke, at hun udfører grænseoverskridende terapi-sessioner over for eleverne.
- Jeg genkender kun, at det er spændende at være sexolog, men man skal vide, at vi taler om sex. Det kan virke grænseoverskridende for nogle at tale om sex. Det er klart, de er nye, dem der kommer. Det er, som det er. Folk er forskellige i deres grænser, siger hun.
Joan Ørting siger derudover, at hun ikke har haft en Michelle på uddannelsen i mange år.
- Jeg kan ikke huske en elev, der har heddet Michelle i årevis. Jeg aner ikke, hvad hun snakker om, siger hun.
RADIO IIII har set dokumentation for Michelles optagelse på uddannelsen samt billeder af hende i undervisningssammenhænge.
Har ikke lyst til at dele
Michelle oplever under terapien, at Joan Ørting udspørger og presser hende.
- Jeg siger gentagne gange, at jeg ikke har lyst. Jeg får at vide, at jeg vil være en dårlig terapeut, hvis jeg ikke deler. Hun får drejet det på en måde og spurgt, så jeg fortæller hende og hele holdet om det, som for mig er meget, meget sårbart, siger hun.
Anne-Katrine Hansen, indehaver af Psykologisk og Sexologisk Klinik og Uddannelsesleder ved Dansk Forening for Klinisk Sexologi, vurderer, at Michelles oplevelse lyder utryg og kan føles grænseoverskridende,
- Jeg hører en studerende, som gentagne gange forsøger at sige fra uden at blive respekteret i det. Og jeg tænker, at det er vigtigt i et felt som sexologien at arbejde med grænser og respektere egne og andres grænser, siger Anne-Katrine Hansen.
Hun understreger, at hun udtaler sig på baggrund af Michelles udtalelser og ikke kender til detaljerne i Joan Ørtings uddannelse.
Joan Ørting siger til RADIO IIII, at hun ikke udfører terapi på sine elever, og hun har aldrig hørt, at der skulle være grænseoverskridende adfærd før.
Men en tidligere elev ved navn Kathrine sendte i 2024 en mail til Joan Ørting, hvor hun påtalte den grænseoverskridende adfærd i terapisessioner med elever.
"Jeg oplever ligeledes, at der ikke er overensstemmelse mellem teoretisk undervisning på skolen og den praksis, Joan udfører i terapi med elever. Jeg oplever, at Joan flere gange ignorerer en tydelig grænse i forhold til elevers ønske om ikke at dele sårbare eller meget traumatiske oplevelser i plenum. Ofte overhører Joan denne grænse, og eleven bliver mødt med "hvis du ikke vil gå dybere med dig selv, bliver du ikke en god terapeut”, skrev hun.
RADIO IIII er i besiddelse af mailen, som Joan Ørting også har svaret på.
Et hårdt miljø
Flere af de tidligere kursister, RADIO IIII har talt med, fortæller at det var ubehageligt at være vidne til, når en af deres medstuderende kom i den varme stol.
De fleste ønsker at være anonyme, fordi Joan Ørting er en magtfuld person i sexologmiljøet.
Liv, der gik på uddannelsen sammen med Michelle, oplevede også, at Joan Ørtings terapi-sessioner foran hele holdet var utrygt, og at der i det hele taget var “et virkelig hårdt miljø” på Joan Ørtings uddannelse.
- Jeg oplevede, at man skulle være på vagt i Joans timer for ikke at blive “singled out” i forum. Hvis man ikke vil udforskes af Joan og ikke tillader, at hun går ind i ens hårde traumer og dybeste længsler i forum, så er der en idé om, at man ikke vil være rigtig terapeut, eller at man ikke er modig nok. Så der er et pres for, at det skal man i forum, for at man er god nok til at være der, siger hun.
Eleverne fra tre andre hold beskriver overfor RADIO IIII lignende terapi-sessioner, hvor kursister også oplever grænseoverskridende adfærd fra Joan Ørting. RADIO IIII har dokumentation for, at alle kilder har været optaget på uddannelsen.
RADIO IIII ville gerne spørge Joan Ørting til, at andre tidligere kursister har lignende oplevelser med terapi hos Joan Ørting. Hun svarer ikke direkte på dét spørgsmål, men forholder sig i stedet generelt til anklagen om, at hun skulle have en grænseoverskridende adfærd over for sine elever.
- Det må de gerne sige. De må gøre lige, hvad de vil. Al sex kan virke en lille smule vildt for nogle, der aldrig har talt om det før. De ved, de går på en sexologuddannelse, og det er jo sådan, det er. Så jeg kan ikke genkende det, siger hun.
RADIO IIII har stillet Joan Ørting spørgsmål over telefonen samt forelagt al kritikken på mail. Hendes sekretær oplyser, at Joan Ørting ikke vil svare på de fremsendte spørgsmål.