Kritik af Ø-profil efter foto med sharia-tilhænger: Kender ham ikke

Skrevet af

18. februar 2026

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Et billede, hvor folketingsmedlem Victoria Velásquez står ved siden af Kasem Said Ahmad, der er kendt for at forsvare stening, har skabt røre på sociale medier. Hun afviser ethvert kendskab til ham.

Søndag var Enhedslistens folketingsmedlem Victoria Velásquez til stede ved et Palæstina-arrangement i 3F Københavns lokaler, hvor hun blev fotograferet ved siden af den tidligere talsmand for islamisk trossamfund og medlem af Enhedslisten, Kasem Said Ahmad.

Og dét billede, som Kasem Said Ahmad selv har delt på Facebook, har tirsdag affødt en del kritik og undren fra flere prominente personer på de sociale medier.

Det skyldes, at Kasem Said Ahmad tidligere har udtalt, at han er ”stolt af sharia-lovgivning”, og han har forsvaret stening som straf for utroskab.

- Enhedslisten hader den jødiske stat så meget, at de gerne stiller sig ved siden af folk, som forsvarer, at kvinder stenes for utroskab, skriver Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T, blandt andet på X.

- Hvad i alverden laver Victoria Velásquez sammen med denne mand, og hvad tænker Pelle Dragsted (politisk leder i Enhedslisten, red.) om det hele?, skriver Mads Brügger, chefredaktør på Frihedsbrevet, derudover på X.

RADIO IIII har efterspurgt et interview med Victoria Velásquez om sagen. Vi har modtaget følgende skriftlige kommentar:

- Jeg aner ikke, hvem den mand er. Jeg var til et arrangement om Palæstina i 3F Københavns lokaler. Selvfølgelig har jeg ikke nogen sympati med den slags absurde holdninger. Det er jo nok derfor, han blev ekskluderet fra Enhedslisten for syv år siden.

Kasem Said Ahmad blev ekskluderet fra Enhedslisten tilbage i 2019.

Det skete i kølvandet på en optræden i DR-programmet Deadline i 2016, hvor hans udtalelser om Sharia og stening faldt:

- Hvis en ægteskabsbryder, enten mand eller kvinde, begår hor, så er deres blod haram, og de skal dræbes ved stening. Hvis hun er jomfru, så er straffen piskeslag, sagde han blandt andet.

I Deadline sagde Kasem Said Ahmad desuden, at sharia ikke kunne implementeres i Danmark, men ville ikke tage afstand fra sharia-lovgivning:

- Jeg er stolt af min sharia-lovgivning. Jeg kan ikke tage afstand fra min religion, hverken straffesystemet eller sharia – for hvis jeg tager afstand, er jeg ikke muslim mere.

RADIO IIII har også spurgt Victoria Velásquez, om Kasem Said Ahmad var medarrangør af det pågældende arrangement, og om hun havde kontakt med ham forinden.

Men han fremgik ikke som arrangør i det materiale, hun fik tilsendt, og hun havde heller ikke kontakt med ham hverken op til eller under arrangementet, oplyser hun videre i en sms.

RADIO IIII har været i kontakt med Kasem Said Ahmad som bekræfter Victoria Velásquez’ udlægning. Vi har desuden spurgt ham, om han fortsat står ved sine udtalelser om sharialovgivning og stening.

-Jeg ønsker ikke at gå yderligere i detaljer. Mine personlige religiøse eller private overbevisninger er netop private, og det er ikke noget, jeg mener, andre skal blande sig i eller gøre til genstand for offentlig debat.

Han oplyser desuden, at han ingen formel tilknytning har til Enhedslisten.

Afspiller nu

Debat

20:05
22:00