37-årige Johann Nielsen døde af blodforgiftning natten efter et videoopkald med vagtlægen. Ekspert vurderer, at videoen har skygget for undersøgelsen, og at Johann Nielsen havde gode chancer for at overleve, hvis han fysisk var blevet undersøgt nærmere.
Sabrina Søgaard er i chok.
Hun står i soveværelset og famler efter sin telefon. I sengen ligger hendes forlovede, 37-årige Johann Nielsen, på ryggen. Han har åbne øjne og åben mund, men hans hud er kold, og han trækker ikke vejret.
Hun ringer til alarmcentralen, hvor en sygeplejerske tager imod hendes opkald. Panisk fremstammer Sabrina Søgaard igen og igen; “han er død”.
Lyt til historien i ‘Radio4 Undersøger’ her
Dagen før var hendes forlovede i kontakt med lægevagten i Region Midtjylland efter fem dage med høj feber og blodnæse. Vagtlægen vurderede, at “det lyder som influenza”, rådede ham til at tage smertestillende, se tiden an til dagen efter og derefter kontakte egen læge.
Men det nåede han aldrig. Han dør om natten, under et døgn efter vagtlægen har set ham på video. En obduktionsrapport viser senere, at han døde af en blodforgiftning.
Men det kunne have set helt anderledes ud, hvis Johann Nielsen havde fået en tid til en fysisk konsultation ved vagtlægen og var sat i gang med en antibiotikabehandling samme dag. Det vurderer professor i almen medicin på Københavns Universitet, Lars Bjerrum.
– Det er klart, at hvis han var blevet behandlet kort efter, så havde han haft gode chancer for at overleve, siger han.
Der er ifølge Lars Bjerrum flere ting, der går galt i samtalen med vagtlægen. Blandt andet at lægen stiller “revolverspørgsmål”, og at hun bruger videokonsultationen til at bekræfte sine antagelser om, at der er udelukkende tale om influenza.
– Fem dage med uafbrudt 39 i temperatur, så er man i en tilstand, hvor man skal ses og ikke på en video eller telefonkonsultation. Og når dertil kommer, at man har blødningstendens, så er det alvorligt, siger Lars Bjerrum.
“Hvorfor ringer du akutknap?”
Lars Bjerrum har lyttet til opkaldet, der varer to minutter og ti sekunder. Han vurderer, at samtalen går galt helt fra starten. Du kan høre opkaldet til lægevagten her:
Johann Nielsen ringer til lægevagten efter fem dages sygdom. Han har ifølge sin forlovede ikke spist noget, og når han drikker, kaster han det op igen. Han trykker derfor på akutknappen, så han kommer forrest i telefonkøen.
Men det skulle han ifølge vagtlægen ikke have gjort. Da vagtlægen tager telefonen, fortæller Johann Nielsen som det første, at han har haft 39 i feber i fem dage. Vagtlægen afbryder ham og spørger, “hvorfor ringer du akutknap?”
Johann Nielsen forsøger at forklare, at han var nummer 42 i køen, men han bliver afbrudt af lægen, der siger, at akutknappen kun er til folk med “blodprop i hjertet og sådan noget”, og at han ikke må bruge den.
– Han inviteres jo ikke til at tale om sine bekymringer og sine problemer, når han bliver bebrejdet på den måde, siger Lars Bjerrum.
Herefter lister vagtlægen en række symptomer op – hoste, hovedpine muskelsmerter og snot – og spørger, om Johann Nielsen har dem. Lars Bjerrum vurderer, at lægen stiller ledende spørgsmål, der kun har til hensigt at bekræfte hendes egen mistanke om influenza.
– Han tør næsten ikke andet end svare på det specifikke, som hun spørger om. Hun kunne også spørge ham, hvorfor han er bekymret. Det er patientens problemer, der skal være i fokus. Og ikke de revolverspørgsmål, som lægen stiller, og som på forhånd er lægens tanker, siger han.
Johann Nielsen kan bekræfte alle symptomer. Han fortæller også, at han bløder ud af næsen, men den oplysning reagerer lægen ikke på. I stedet gentager hun de symptomer, hun selv har remset op og siger, at “det lyder som influenza”.
– Hun overhører ham fuldstændig. Hun har travlt med, at han har trykket akutknap. Hun vil ikke høre på, hvorfor han har trykket akutknap, siger Sabrina Søgaard.
Du kan høre et længere uddrag af Radio4’s interview med Sabrina Søgaard her.
Overser vigtige symptomer
Johann Nielsens oplysning, om at han har blodnæse er ikke det eneste, som vagtlægen ikke reagerer på. Han siger også, at han ikke kan holde væske nede. Vagtlægen noterer ingen af de to symptomer i journalnotatet.
Især oplysningen om blodnæse er et symptom, som vagtlægen ifølge Lars Bjerrum burde bide mærke i.
– Blødninger hos patienter, der har meget høj feber og har haft det i flere dage, er et alarmsymptom, som man bør reagere på. Den blødningstendens, som han har, hører ikke med i symptombilledet ved influenza. Men lægen hører det ikke, siger Lars Bjerrum.
Netop blødning og høj feber er nogle af de symptomer, man kan se ved blodforgiftning. Det forklarer Nina Weis, der er overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre hospital. Hun har ikke vurderet Johann Nielsens sag, men udtaler sig generelt om blodforgiftning.
– Hvis man ikke har tendens til næseblod og begynder at bløde fra næsen eller andre steder fra, samtidig med man har haft høj feber igennem flere dage, så skal man (som læge red.) overveje, om det her kan være en infektion, siger hun.
Mange observationer på 12 sekunder
Vagtlægen vil se Johann Nielsen på video, efter at hun har sagt, at “det lyder som influenza”. Da han kommer igennem, beder vagtlægen ham gabe op og filme ind i sin mund, og kort efter afslutter hun samtalen med beskeden om, at han skal se tiden an, tage smertestillende og kontakte sin egen læge dagen efter.
Lars Bjerrum mener, at det problematiske ved brugen af video under Johann Nielsens opkald er, at vagtlægen ser ud til kun at se efter symptomer, der bekræfter hendes antagelse om, at der er tale om en patient med influenza. Det skaber ifølge professoren en “falsk tryghed”.
– Man fokuserer på noget specifikt ved at kigge ind i halsen og glemmer helheden, og man glemmer at lytte, siger Lars Bjerrum.
Sabrina Søgaard har klaget til Styrelsen for Patientklager over den behandling, som hendes forlovede modtog i lægevagten. Vagtlægen forklarer til klagesagen i et skriftligt svar, at hun lagde stor vægt på videokonsultationen, da hun skulle vurdere de videre skridt i sagen, og at hun ikke så en patient, der var “akut behandlingskrævende”.
Etiske overvejelser
Radio4 har valgt ikke at nævne navnene på vagtlægerne, fordi vi ønsker at rette fokus på den stigende brug af videokonsultationer – og ikke nødvendigvis den enkelte vagtlæge.
Radio4 har samtidig valgt at bringe eksempler på opkald til vagtlægerne, da vi anser opkaldene som afgørende dokumentation i dækningen.
Selve undersøgelsen på video varer cirka 12 sekunder, og i løbet af den tid når lægen ifølge samme svar at vurdere, at Johann Nielsen har “normale farver i huden”, at “han ikke er bleg”, at der ikke er synligt udslæt eller synlig blødning fra næsen og ingen ændringer af øjenfarven. Derudover mener lægen at have observeret, at Johann Nielsen bevæger hovedet, nakken og armene frit. Lægen kan også konstatere, at Johann Nielsen ikke har besværet vejrtrækning.
Selve videoen gemmes ikke på samme måde som en telefonkonsultation. Så Lars Bjerrum har ikke set videoen, men han har hørt lydoptagelsen derfra, og han stiller sig tvivlende over for, at lægen har kunnet nå at lave alle de observationer på cirka 12 sekunder.
– Det er svært at se ud fra det, jeg hører på videoen. Hun beder ham i hvert fald ikke om at vise, hvordan han bevæger hovedet eller vise andre steder på kroppen. Det er ikke støttet i samtalen, at hun gør disse ting, siger han.
Derudover kan der ifølge professoren være en risiko ved at bruge videokonsultationen til at vurdere for eksempel farver i huden. Han henviser til en tidligere afgørelse fra Styrelsen for Patientklager, der nåede frem til, at videokonsultation ikke er tilstrækkelig til at afgøre, om en patients øjenfarve var gullig.
– Der kan være risiko for at overse nogle vigtige ting, som video rent teknisk ikke kan gengive. For eksempel farver, siger Lars Bjerrum.
Vågner ikke igen
Johann Nielsen vil efter samtalen med vagtlægen ikke ringe tilbage til lægevagten eller ringe 112, fordi lægen har sagt, at “det lyder som influenza”, og at han skal kontakte egen læge næste dag. I stedet går han i seng og sover hele dagen.
Hans forlovede, Sabrina Søgaard, vækker ham en gang imellem og giver ham vand at drikke, og om aftenen mellem klokken 22.00 og 23.00 går hun ind og ser til ham endnu en gang, inden hun selv lægger sig til at sove på sofaen i stuen. Det er sidste gang, hun taler med ham.
Han dør i løbet af natten til den 6. marts i år. Obduktionsrapporten viser, at han rigtig nok havde influenza, men at han også havde lungebetændelse og en blodforgiftning. Blodforgiftningen var dødsårsagen.
– Vi skulle have været gift næste år. Vi gik fra at planlægge brylluppet, og så lige pludselig står man og skal bisætte den, som man planlægger livet med, siger hun.
Hun fortæller, at hun har været sygemeldt fra sit job som sygeplejerske i psykiatrien lige siden dødsfaldet på grund af depression og angst. Angsten kommer især til syne, når et af børnene er syge. Hun var sikker på, at hendes yngste på fem skulle dø, da der skulle flere penicillinkure til at slå en betændelse i pigens neglerod ned.
– Jeg har mistet min rationelle tankegang og min professionalisme i at se, hvad er alvorligt, og hvad er ikke alvorligt, siger Sabrina Søgaard.
– Når de her angstanfald kommer, så stoler jeg ikke på mig selv. Men jeg stoler heller ikke på systemet. Så jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, siger hun.
Tilbage i huset lidt uden for Viborg findes der stadig minder om Johann Nielsen og det liv, de havde sammen; en reol, han var ved at bygge til sin forlovedes bøger, står stadig ufærdig. Familiebillederne på væggen i stuen viser en sammenbragt familie.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til mine børn. De har reageret kraftigt på det, siger Sabrina Søgaard.
Johann Nielsen var blevet forælder for hendes to piger på fem og ni år, og det samme var Sabrina Søgaard for hans to ældste sønner på ti og 12 år.
– Det er jo fuldstændig meningsløst, at han er død. Fuldstændig. En penicillinkur kunne have reddet ham. Der er absolut ingen grund til, at vi sidder og går igennem det, vi gør nu, siger Sabrina Søgaard.
Vagtlægen har ikke ønsket at udtale sig til Radio4.
