RADIO IIII kan afsløre, at man siden 2022 har fanget 20 børnesexdukker i tolden, efter at dukkerne er blevet gjort ulovlige.
Siden loven om børnesexdukker trådte i kraft i 2022, har man stoppet 20 børnesexdukker i tolden.
I 2025 har man på bare et halvt år konfiskeret 11 børnesexdukker.
Det viser en aktindsigt, Radio IIII har søgt ved Toldstyrelsen.
Styrelsen oplyser desuden, at hver dukke er sendt enkeltvis. Der er altså ikke tale om forsendelser, hvor en køber har fået tilsendt flere dukker på samme tid.
Loven om børnesexdukker trådte i kraft 1. marts 2022. Ifølge loven kan besiddelse af sådan en dukke give fængsel i op til et år.
Senest har loven om børnesexdukker været diskuteret i offentligheden, efter den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen er blevet tiltalt for blandt andet at være i besiddelse af en børnesexdukke og omfattende billede- og videomateriale af overgreb mod børn.
Det var dog en fejl at indføre loven om børnesexdukker, mener Karen Pallesgaard Munk, der er lektor emerita ved Aarhus Universitet, psykolog og forsker i pædofili.
Hun peger på, at der mangler viden om, hvorvidt børnesexdukker kan forhindre overgreb, eller om det øger chancen for overgreb.
- Man ved ikke, hvordan det virker. Så det med at forbyde det, det er i blinde, siger professoren.
I 2022, da loven trådte i kraft, konfiskerede man 5 dukker i tolden. I 2023 fandt man frem til to dukker, og det samme gælder for 2024.