Kulturminister Jakob Engel-Schmidt tager æren for, at elever på halvdelen af landets skoler synger morgensang. Men han har ingen dokumentation for, at det har noget med ham at gøre.
- Morgensangsmissionen er en succes!
Således erklærer kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i dag på Facebook, hvor han tager æren for, at der ifølge en opgørelse fra kulturministeriet er morgensang på over halvdelen af landets grundskoler.
Men i et svar til Radio IIII svarer ministeriet, at man ikke ved, hvor mange skoler, der allerede sang morgensang, inden morgensangsmissionen blev sat i søen.
Kulturministeren lancerede sammen med dirigenten Phillip Faber i august 2024 morgensangsmissionen, og ambitionen var at få morgensangen ud i alle kroge af landet. Der blev dengang afsat 15 millioner kroner til projektet.
Og det er den mission, der både ifølge en pressemeddelelse fra ministeriet og ministeren selv er lykkedes.
- Da Phillip Faber og jeg i efteråret stillede os op og sagde: “Vi vil have en fjerdedel af landets skoleelever til at synge morgensang i løbet af ét skoleår!” – helt uden tvang, men alene ved begejstring – ja, så syntes flere i mit eget embedsværk, at målet var urealistisk. Men i dag, under et halvt år senere, kan jeg med hånden på hjertet sige: Det er lykkedes. Og mere end det. Over halvdelen af landets skoler synger nu morgensang!
Men på spørgsmålene om, hvorvidt kulturministeriet har tal for hvor mange grundskoler, der sang morgensang, før august 2024, hvor tiltaget blev sat i søen, er svaret: "Nej".
Ministeriet tilføjer:
"Både de skoler, som har søgt morgensangspuljen og de skoler, der har tilmeldt sig morgensangskonkurrencen, er en del af morgensangsmissionen og tæller med i Kulturministeriets opgørelse af skoler, der synger morgensang."
Jakob Engel-Schmidt tilføjer i sit opslag på Facebook, at han ikke regner med den store nyhedsdækning af nyheden om omfanget af morgensang på de danske skoler, fordi der ikke er "mange klik i succeshistorier."
Han har dog ikke ønsket at stille op til interview med Radio IIII om morgensangsmissionen.