Michael Robak bliver vært på Radio4 Morgen

Skrevet af

15. november 2022

Radio4 udvider holdet på morgenfladen. Og det er særdeles rutinerede kræfter, Radio4 henter ind.

Michael Robak, tidligere vært på Go’ Morgen Danmark, bliver ny vært på Radio4 Morgen, og selv om hans CV fortæller han har prøvet det meste, lige fra reporter til nyhedschef i TV2-regi, er rollen bag en mikrofon i et radiostudie alligevel noget helt nyt.

“Jeg glæder mig utroligt meget til at blive en del af Radio 4’s dygtige morgenhold. Jeg har altid tænkt, at jeg på et tidspunkt gerne ville lave radio, så jeg er meget glad for, at muligheden nu opstod – på det helt rigtige tidspunkt. Jeg ser frem til at stå op med danskerne og bidrage med vedkommende og interessant journalistik fra morgenstunden,” lyder det fra Michael Robak, der indgår som femte vært på morgenholdet, der tæller Kasper Harboe, Dagmar Eben Østergaard, Jacob Grosen og Anne Phillipsen.

Ansættelsen af den nye vært er led i en generel styrkelse af Radio4’s morgenflade, der hver eneste morgen producerer tre timers liveradio med løbende input fra lytterne på dagens største nyhedshistorier.

”Vi gør os hver morgen umage for skabe de journalistiske radioøjeblikke, som lytterne husker. Det kræver dygtige og underholdende folk bag mikrofonerne. Michael Robak har et stærkt øje for de historier, som optager danskerne, og så er han uomtvisteligt forbandet godt selskab, så vi glæder os til at slippe ham løs i æteren, siger Radio4’s nyheds- og aktualitetschef, Jon Hasselbalch Mikkelsen.

En glæde, der deles af Michael Robak selv:

“Jeg synes, Radio 4 Morgen er et stærkt koncept, der opfylder radioens ambition om at tale med Danmark. Morgenen igennem er der løbende dialog med lytterne, som er med til at præge interviews og emner på en måde, som holder journalistikken vedkommende og nærværende.”

Selv om rollen som radiovært er ny, så kan den garvede tv-mand dog alligevel trække på en – sendetidspunktet fra klokken seks til ni taget i betragtning – endog meget væsentlig erfaring:

“Jeg er ikke uvant med et vækkeur, der ringer meget tidligt. Det prøvede jeg senest, da jeg var vært på Go’Morgen Danmark, og jeg synes, der er noget helt særligt over at være med til at præge dagens samtaleemner fra morgenstunden” lyder det fra Robak, der udset til at have sit første møde med Radio4’s lyttere i begyndelsen af december.

Rundt om Robak:

Reporter på TV2 Nyhederne, redaktør på TV2 Nyhederne, Station 2, NEWS & Co, redaktionschef i TV2 Nyhedernes aktualitetsafdeling og på TV2 NEWS, vært på Go’ Morgen Danmark, har senest været nyhedschef på TV2 Lorry og har derudover været klummeskribent og brevkasseredaktør på Alt for damerne samt forfatter til bøgerne ‘Hele byen ved det” og senest bogen “Øm” fra Politikens Forlag.

Foto: Politikens Forlag i forbindelse med udgivelsen af ‘Øm’.

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00